USA og Frankrig nærmer sig kompromis om Irak

USA og Frankrig er tilsyneladende på vej mod et kompromis i sagen om en FN-resolution over for Irak. Ifølge diplomatiske kilder i begge lande skulle kompromiset åbne for, at USA konsulterer FN's Sikkerhedsråd inden en eventuel aktion imod Irak. Men samtidig skulle der også være mulighed for, at USA handler alene.

Efter seks ugers forhandlinger om en FN-resolution over for Irak er USA ved at have mistet tålmodigheden med det politiske system.

Som permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet har USA og Storbritannien talt for her og nu-handling over for Irak og Saddam Hussein, mens de tre andre permanente medlemmer, Frankrig, Rusland og Kina, har ønsket, at FN's Sikkerhedsråd skal mødes en ekstra gang for at træffe beslutning om sanktioner, hvis Irak ikke efterkommer en resolution om våbeninspektion.

Det amerikansk-franske kompromis skulle ifølge avisen The New York Times indebære, at USA deltager i Sikkerhedsrådets debat om sanktioner over for Irak, hvis landet sidder FN's krav om tilintetgørelse af masseødelæggelsesvåben overhørig.

I interveiw med flere udenlandske aviser giver den amerikanske udenrigsminister, Colin Powell, udtryk for, at USA mener at have imødekommet modparterne i Sikkerhedsrådet.

"De øvrige har nu mulighed for at beslutte sig for sanktioner eller ej, vælge at sende endnu en resolution eller ej, og vi er klar til at tage del i debatten," siger Colin Powell.

Han lægger dog ikke skjul på, at han håber, at FN vil sanktionere en aktion imod Irak, hvis landet ikke lever op til en FN-resolution.

Samtidig forlød det fra amerikanske regeringskilder, at USA forbeholder til sig ret til at lede en militæraktion imod Irak, selv hvis FN ikke bifalder det.

Det afholder dog ikke franske regeringskilder fra at give udtryk for, at parterne er meget tættere på et kompromis end for en uge siden, og at der måske kan ventes en resolutionstekst sidst på ugen og senest i næste uge.

kurt.hedevang@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen