Saddam er alene hjemme

Optegnelser fra en region på randen af panik - truslen om en krig mod Irak, krav om reformer i hele den arabiske verden, der står bomstille politisk og økonomisk.

Cairo

Frokost med Wedad, en ung, tænksom palæstinensisk kvinde jeg kender fra Ramallah. Hun studerer nu på Cairos amerikanske universitet i mangel af bedre.

»Jeg måtte rejse fra Ramallah på grund af udgangsforbudet, og jeg nægter at bo hos mine forældre i Gaza, både på grund af missilerne, men mest fordi Gaza er så islamisk konservativt og deprimerende. Du kan ikke gå klædt sådan her.«

Hun pegede ind mod sin figur i stramt siddende bluse og cowboybukser.

»Men Egypten er dyrt, og jeg ved ikke, om jeg kan overleve, når jeg har taget mit universitetsdiplom, og pengene er sluppet op. Desuden er mine forældre ikke trygge ved, at jeg bor her alene. De vil helst have mig gift, men hidtil har jeg kunnet afvise de mænd, de har bragt i forslag. Det bliver sværere, hvis jeg tvinges til at tage hjem, fordi der ikke er arbejde at få. Så kan jeg ikke i længden afværge en brudgom, så klapper fælden. Jeg kan kun håbe, der dukker et job op, jeg kan leve af.«

Jeg havde haft en idé om at hyre hende som tolk, men palæstinensere er også uglesete flygtninge i Egypten, og kan ikke arbejde for f.eks. udenlandske journalister uden at komme i karambolage med det egyptiske presse- og informationsministerium.

Hun er således både arbejdsløs og hjemløs - i klemme mellem den israelsk-palæstinensiske konflikt, de konservative forældres tradition og et Egypten, der kun nødtvungent tåler hende, så længe hun selv betaler sin husleje og sin studieafgift. Men også her må hun passe på "rygtet", som hun kalder det.

»Dette er anderledes end Ramallah, hvor jeg kendte alle og enhver. Her går jeg ikke ud efter klokken 21, ingen skal sige mig noget på.«

"Rygtet" er det fængsel, hun må leve i for at kunne ånde frit.

Katastrofen vil indtræffe

Egypten havde i det hele taget været noget af en skuffelse. Da hun arbejdede med NGO-udviklingsprojekter i Ramallah, hørte og læste hun dagligt om egypternes "ubrydelige solidaritet" med den palæstinensiske kamp. Men studiekammeraterne er fuldkommen ligeglade med den palæstinensiske kamp. Specielt i disse dage, hvor det "kommende amerikanske angreb på Irak" er øverst på listen over bekymringer. Ikke det "mulige angreb" - Wedad er sikker på, at "katastrofen vil indtræffe".

»På mit studie skal vi have en emnedebat om Irak, og jeg er sat til at repræsentere det palæstinensiske syn på sagen.«

Hvad vil du sige?

»At angrebet på Irak betyder, at Sharon kan gøre, hvad han vil. Ingen vil interessere sig for de palæstinensiske lidelser.«

Vi sad i Marriott-hotellets have, en grøn oase i Cairos osende helvede af bulede taxier og tudende lastbilhorn, og Wedad labbede den velklædte, internationale atmosfære i sig:

»Se de solbriller, bare de var mine.« Wedad havde ingen solbriller, så hun så på velstanden i det skarpe oktoberlys, så de tunge, karseklippede mænd i kortærmede skjorter, der (som jeg selv) sad her på firmaets regning, så de askeblonde, solbrændte kvinder, der kartede rundt mellem cafébordene på udkig efter en kurvestol med endnu mere sol, og hun hørte lyden af logoer og positiv fritid i en kakofoni af tysk, fransk, italiensk, amerikansk, engelsk, dansk og for den sags skyld norsk og svensk, og hun vidste, at her tænkte de færreste på de palæstinensiske lidelser, og at hun skulle gå lige om lidt.

Ud i en virkelighed, der under den myldrende overflade af kaos og trafikpropper står socialt og politisk bomstille. En virkelighed befolket af snakkende gadehandlere og hviskende tiggere, af fægtende færdselsbetjente i hvert gadekryds og tavse væbnede vagter foran enhver bygning af betydning, af unge lømler på togt efter en skilling, tildækkede kvinder med indkøbstasker og offentligt ansatte, der for en stund har forladt deres gabende tomme skriveborde for at drikke te, da de alligevel ikke har andet at lave, kort sagt ca. 18 millioner individer, der i dagtimerne fylder op i den ramponerede hovedstad. Og så samtidig: En virkelighed i koma.

I Turkish Airlines-maskinen ud af Cairo læste jeg det engelsksprogede Al Ahrams dækning af døgnets dominerende nyhed på samtlige TV-kanaler og i de egyptiske aviser: Åbningen af det nye og UNESCO- og Verdensbank-finansierede bibliotek i Alexandria.

Bladet kaldte 200 millioner dollars-projektet "symbolet på, at en anden verden er mulig" - altså en anden verden end 11. septembers. Muligvis, men ikke i Egypten, og ikke nu.

Der var andre og mindre væsentlige nyheder den dag, for eksempel at USAs krig mod Irak rykkede et skridt nærmere med de amerikanske krav til en hårdhændet FN-resolution, der har til hensigt at give Saddam Hussein et tilbud, han er nødt til at afslå.

Biblioteket blev åbnet med al den pomp, der kan leveres af statsoverhoveder som den franske præsident, Jacques Chirac, dronning Sofia af Spanien og selvfølgelig Egyptens præsident, Hosni Mubarak. Sidstnævntes blotte tilstedeværelse betød, at "mindst en halv snes sikkerhedsfolk var på plads pr. indbudt gæst", som en af de fotografer, der dækkede begivenheden, beskrev den. 3000 var indbudt.

Ingen demokratisk valgt

Ikke at det er særlig mærkeligt med den voldsomme medieinteresse. Hvis Hosni Mubarak fandt på at åbne et offentligt toilet på Cairos hovedbanegård, ville han få fuld TV-dækning og samtlige forsider ville blive ryddet.

Egypten adskiller sig i den henseende ikke fra Jordan, Syrien, Saudi-Arabien eller Irak, og Mubarak er heller ikke den eneste leder i Mellemøsten, der er påpasselig med sin personlige sikkerhed.

Få, om nogen, af de 22 statschefer i Den arabiske Liga kan med bare et gran af troværdighed hævde, at de har deres befolkninger bag sig. Og ingen af dem er demokratisk valgt, hvorimod alle råder over sikkerhedstjenester, hvis første opgave er at sørge for, at undersåtterne ikke får gode idéer om demokrati efter princippet én mand, én stemme.

Og, som en kendt dissident, Amin Al-Mahdi, sagde, da vi sad på den traditionsrige Café Riche, en af Cairos centraler for politisk intrigeren og kritik af styret:

»De ved udmærket godt, at de ikke vil vinde frie valg. De holder islamisterne op som det store skræmmebillede, men flere analyser har vist, at islamisterne højst udgør 25 procent, hvis der var frie valg. Det påviste sociologen Saed Al-Deen Ibrahim bl.a. i sin store valgundersøgelse. Det var den egentlige grund til, at de burede ham inde i syv år, ikke at han "skadede Egyptens omdømme", som det hed sig officielt.«

"De" er det siddende styre, som blev blameret ved fængslingen af den nu 63-årige og sygdomsvækkede sociologiprofessor, hvis sag nu skal "genovervejes" af de juridiske myndigheder. Internationale menneskerettighedsorganisationer protesterede vildt, og USAs regering meddelte, at man ville skære i bistanden til Egypten.

»Men det var mundsvejr, der blev reelt ikke skåret så meget som en dollar,« sagde Hisham Kassem, chefredaktøren for "The Cairo Times", et kritisk ugemagasin.

Og han fortsatte: »Den arabiske verden er den eneste region på kloden, der forblev uberørt af Sovjetunionens sammenbrud for mere end 10 år siden med de deraf følgende demokratiske omvæltninger, ikke kun i Østeuropa og i de tidligere Sovjet-republikker, men også i Afrika og Latinamerika.«

Og nu ligger den arabiske verden, som den har redt: Verdens eneste supermagt har oven på chokket fra 11. september besluttet at rydde op i Mellemøsten, og Irak er øverst på listen.

Dagen før biblioteksåbningen havde jeg besøgt Hisham Kassem, der startede mødet med at lægge fødderne op på bordet og undskylde, at han havde "lidt tømmermænd". Grunden var, oplyste han, at han havde drukket for meget ved en reception i downtown Cairo aftenen i forvejen, fordi han "blev ret deprimeret" over at høre på, hvordan erfarne politikere, professorer og diplomater havde klynket og klaget over udsigten til en ny krig i regionen.

Ingen "arabisk gade"

»Det var patetisk at se, hvordan disse notoriske kapaciteter med rystende pegefingre prikkede de vestlige diplomater i skjortebrystet, og advarede om, at den "arabiske gade" ville skabe kaos, hvis USA angriber Saddam Hussein. Når realiteten jo er, at der ikke eksisterer nogen "arabisk gade", der kan true nogen regering, og slet ikke den egyptiske. Der findes ikke organiseret opposition til det siddende styre - det er i øvrigt grunden til, at jeg er holdt med at følge egyptisk indenrigspolitik. Der er ingen debat om mål og midler for samfundsudviklingen. Og bemærk lige: Ingen leder i den arabiske verden er blevet væltet ved en folkelig opstand de sidste 80 år. Militærkup og paladsrevolter, javel, men den "arabiske gade" er en fiktion, der bruges ad hoc til at skræmme eller presse Vesten, enten for at opnå (yderligere) økonomisk hjælp eller for at forhindre vestlig indblanding i sager, som de arabiske ledere mener, er Vesten uvedkommende.

Den "arabiske gade" er under kontrol. Det er virkeligheden. Denne region er nået til et punkt, hvor en militær intervention udefra kan ændre tilstandene i demokratisk retning. Den kan ikke ændre noget ved egen hjælp. Og det er præcis, hvad amerikanerne indså efter 11.september. Det stod klart for George W. Bush og hans rådgivere, at demokratisering i Mellemøsten og Vestens sikkerhed er forbundne kar. Og bare vent og se: Amerikanerne vil blive modtaget med blomster af den irakiske befolkning.«

Virkeligheden er tillige, at den arabiske verden i dag er lammet af årtiers mangel på det politiske vitamin, der skaber interaktion mellem befolkningerne og deres ledere.

Som en vestlig diplomat sagde det med dryppende sarkasme: »Egypten styres efter det gode, gamle faraoniske system, som har vist sig levedygtigt i mere end 5000 år.«

Virkeligheden er, at alle vigtige - og en del mindre vigtige - beslutninger tages af præsidenten og hans rådgivere. Regeringen synes at have funktionen som ventil for folks frustrationer - som én sagde det: »Premierministeren sidder på sin stol for at tage øretæverne.«

Stille nervecenter

At Saddam Hussein er helt alene hjemme uden udsigt til politisk undsætning stod klart allerede mandag, da jeg drev rundt i Den arabiske Ligas statelige hovedkvarter, hvorfra der er udsigt over Nilen.

Anledningen var, at EU-kommissæren for internationale anliggender, Chris Patten, holdt møde med ligaens generalsekretær, Amr Moussa, den tidligere egyptiske udenrigsminister, og Irak var naturligvis øverst på dagsordenen, selvom EU-kommissæren officielt var på rutinebesøg med henblik på "koordinering af EU-bistand".

I betragtning af, at FN-hovedkvarteret i New York den dag sydede af modsætninger i sikkerhedsrådet, hvor Frankrig fastholdt modstanden mod en resolution, der åbnede for et militært angreb på Irak uden forhåndsgodkendelse, i betragtning af, at præsident Mubarak kun få dage i forvejen havde advaret om, at han ikke kunne "garantere stabiliteten", hvis irakerne blev angrebet, forekom Den arabiske Ligas nervecenter forbløffende behersket.

Sikkerhedsfolkene på generalsekretærens gang drak te og småsludrede, som de plejer. Mange af kontorerne var tomme. I det tilrøgede presserum nede ved den imposante forhal, hang et halvt dusin journalister over aviser og kaffekopper, medens de ventede på dagens hovedpersoner.

Da Moussa og Patten omsider dukkede op, var det kun for at sige, at der ikke var meget at sige. Chris Patten nævnte "de dystre problemer, regionen står overfor" men hæftede sig ved USA's sprogbrug om disse problemer, som han mente "ændrede sig dag for dag". Til det bedre, forstod man. Vendingen "regimeskift" var trukket ud af det amerikanske gloseforråd. Patten mente videre, at "Dr. Blix (Hans Blix, chef for FN-våbeninspektionen) har gjort et godt job" og at "Saddam Hussein allerede har underkastet sig de betingelser, FN har stillet, nemlig fri adgang til alle potentielle undersøgelsesmål".

Arabisk stagnation

Mere blev der ikke sagt. Amr Moussa fulgte sin gæst ud til den ventende Cadillac, og da han kom tilbage, spurgte jeg, om der var truffet forberedelser til et topmøde i Den arabiske Liga. »Den beslutning træffer regeringscheferne i lyset af situationens alvor,« svarede han, »og lige nu er der ikke planlagt noget topmøde.«

Den arabiske verden er kørt fast i stagnation, hvorfra der ikke er nogen udvej, med mindre de nuværende regimer pludselig bliver demokratiske. Og det bliver de ikke, for det vil betyde, at de mister magten.

»Og vidste vi det ikke før, så fik vi det at vide, da UNDP denne sommer udgav en rapport om den arabiske verdens tilstand, der jo bl.a. dokumenterer, at det samlede arabiske bruttonationalprodukt er mindre end Spaniens,« sagde Hisham Kassem. »At arbejdsløsheden på 15 pct. er blandt verdens højeste, og at vi kun formår at udnytte et par procent af vores økonomiske potentiale. Det er patetisk, og det betyder jo, at selvom de arabiske regimer ville, kan de intet stille op mod et angreb på Irak, hvis USA ønsker det. De er afhængige af USA, økonomisk og politisk, bl.a. er amerikanerne de eneste, der kan tilvejebringe en holdbar løsning af den israelsk-palæstinensiske konflikt. Men nu besætter USA formentlig Irak, og derefter kommer turen til Syrien, som vil få at vide, at en løsning med Israel skal findes, og at fortsat støtte til Hizbollah og Hamas vil "få konsekvenser". Derefter bliver det meget nemmere for Israel at diktere palæstinenserne deres løsning.«

lasse.ellegaard@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.