Den keltiske tiger

Irland er i gang med en historisk frigørelsesproces efter 800 års britisk undertrykkelse og har i kraft af EU-medlemskabet gennemgået en fantastisk udvikling siden 1972. Alligevel er det ikke sikkert, at irerne stemmer ja til Nice-traktaten i morgen.

Dublin

Efter årelange forhandlinger kunne EU i sidste uge præsentere ti nye potentielle medlemmer af unionen.

Men fokus skiftede hurtigt fra Østeuropa til et af de ældre og mindste medlemmer af det europæiske fællesskab. I morgen kan tre millioner irere lægge en bombe under udvidelsen, hvis de igen siger nej til Nice-traktaten - det kontroversielle forhandlingspapir, som fastlægger rammerne for udvidelsen.

For en sjælden gangs skyld er Irland og irsk politik i fokus. Den grønne ø er ellers mest kendt for sine pubber, sine kunstnere, sit landbrug - og i hvert fald for ikke for sine politikere. Næppe mange ved, at Irlands politiske leder hedder Bertie Ahern, og at Bertie ikke er et kvindenavn. Eller at en irsk statsminister er en "Taoiseach" (udtales: Tisjok), at parlamentet kaldes Oireachtas, og at underhuset hedder Dàil.

Helt familiært bliver det nok heller aldrig, for irsk politik fylder normalt ikke meget i det europæiske eller internationale landskab. Der sker sjældent de store udsving. Stabilitet og forudsigelighed har været nøglebegreber under trekvart århundredes løbende frigørelsesproces fra britisk indflydelse.

Men i maj sidste år skete det uventede.

Til alles overraskelse stemte irerne nej til Nice-traktaten. Irland var det eneste EU-land, hvor regeringen vurderede, at der blev afgivet så meget national suverænitet, at en afstemning var nødvendig. Alle andre steder blev ændringerne betragtet som marginale.

Ingen politisk bombe har ramt nationen og EU så uventet som denne. Der er ingen sammenligning med Danmark og de danske afstemninger. Danmark trådte ind i EU dybt splittet. Siden har enhver folkelig tilkendegivelse om EU været en kamp til stregen mellem tilhængere og modstandere.

Irland kom ligesom Danmark med i 1972 - og det var der ikke meget diskussion om. Optagelsen var Irlands store chance for at træde ude af Storbritanniens skygge og tilkæmpe sig en selvstændig plads i Europa.

I briternes baghave

Set fra Europa har Irland ligget godt gemt af vejen i briternes baghave. Der er en tendens til at overse, at Irland er et gammelt folk men en ung nation. Selvstændig i 1921 efter 800 års blodig krig, borgerkrig og britisk undertrykkelse. Ud af Commonwealth i 1949, ind i EU i 1972 og afståelse af det territoriale krav på Nordirland i 1998. Vigtige pejlemærker i frigørelses-og modningsprocessen.

EU var også det fattige Irlands store chance for at få finansieret udviklingen til et moderne samfund. Ingen nation har udnyttet mulighederne så godt.

Subsidier og investeringer er væltet ind, og de mange milliarder er blevet brugt effektivt og med omtanke. På rekordtid har Irland hægtet sig på resten af EU. Vækstraterne har gennem mange år hørt til de højeste i den industrialiserede verden og har givet Irland tilnavnet "Den keltiske tiger" - med reference til de østasiatiske tigerøkonomier. I de seneste ni år har Irland præsteret EU's største vækst, og selv om statens finanser er en anelse stressede for øjeblikket, vil kun en amerikansk kollaps for alvor bremse fremdriften.

EU har positiv klang

EU som begreb har været tæt forbundet med denne udvikling og har altid haft en positiv klang i landet. Det er ikke i Cork, Galway eller Limerick, at EU får skylden for al dårligdom fra afskaffelsen af krumme agurker til klimaforandringer. Irland er EU's lille positive duksedreng, og det skyldes ikke kun folkeafstemningen, at de ny kandidater i en fælleserklæring hyldede Irland som en rollemodel.

Irerne har vist, hvordan et fattigt land kan bruge EU-modellen som ekspreselevator op ad nationernes sociale rangstige. Med deres egen fortid som afsæt kan de sagtens identificere sig med og forstå de nye lande, der står udenfor og banker på i håb om en bedre fremtid indenfor euro-tæppet.

Derfor kom nej'et til Nice som et chok.

Men et chok, der også blev en tiltrængt opvågning for landets magthavere. I dag erkender det etablerede system, at der blev snorksovet. Ingen havde drømt om, at dette var muligt - og derfor blev afstemningen overladt til sig selv.

»Vi var nok for arrogante og alt for sikre på os selv,« lyder det igen og igen på pressemøder og i TV-debatter.

Der var stort flertal i parlamentet for at anbefale et ja. Alle etablerede partier på nær det katolske Sinn Fein og De Grønne stod sammen, og den overvældende majoritet fik partierne til at tage det roligt op til afstemningen.

Ideerne flyder over grænserne

Men det er ikke kun investeringer, der flyder frit over grænserne. Det gør ideerne også. Irland er et ungt land i konstant forandring. Altid parat til at suge nye ideer til sig og forkaste de gamle. Konceptet af EU som et gode og et forbillede pr. definition tilhører en anden generation. EU må selv frem på banen for at overbevise den nye IT-generation.

Næsten halvdelen af befolkningen er under 25 år. Der er pres på uddannelsesinstitutionerne. Internet og ny teknologi er hvermandseje, og de unge lever med tidsåndens parathed til hurtigt forandring. Fordi EU var godt i går, er det ikke nødvendigvis godt i dag eller i morgen. Fordi EU gavner bønderne, er det ikke sikkert, det gavner udviklingen af software.

Irerne kan selv

Historien har vist, at irerne kan selv, og nu er en ny dynamisk generation parat til at tage over efter generationen, der bragt landet ind i EU. På mange måder en dynamik som i Spanien og Portugal, hvor en ny generation også er i færd med afløse den, der førte landet ud af diktatorernes skygger.

EU var et stort skridt for et samfund, der på alle måder var tilbagestående. Den katolske arv var ikke bare fra sidste århundrede, men fra Middelalderen. Troen blev brugt til at fastholde identiteten under århundreders benhårdt kulturelt pres. Derfor blev den så ortodoks og usmidig.

Især på det sociale område betød EU's nyåbnede pipeline til den europæiske dagligdag, at irerne fik luftet godt og grundigt ud i den indelukkede privatsfære.

I den sammenhæng behøver man slet ikke at hæfte sig ved, at EU's mest restriktive abortlovgivning stadig findes her - dog lempet lidt med årene. Men så sent som i 1974 var børn født udenfor ægteskab stadig juridisk ringere stillede end "ægte" børn. De havde for eksempel ikke samme muligheder for uddannelse. Skilsmisse blev først tilladt i 1995 - efter en snæver afgørelsen ved en folkeafstemning.

For kvinderne betød EU også åbning af nye døre. Som senator Mary White erindrer under et møde en oktobereftermiddag i 2002 på det mere end 150-årige Shelbourne Hotel:

»Da jeg blev gift i 1969, var jeg tvunget til at holde op med at arbejde. Dengang måtte gifte kvinder ikke have lønarbejde. Jeg vendte først tilbage til mit job i 1972, efter at vi var kommet med i EU, og lovgivningen var blevet ændret.«

EU er blevet en succes, fordi irerne har kunnet fastholde og endda udbygge deres kulturelle identitet sideløbende med den bevidste og ubevidste afstandtagen til den engelske fortid. Her var et forum, hvor Irland kunne blomstre uden hele tiden at have kompasset rettet mod Storbritannien.

Opblomstring af sproget

I de sidste 30 år er der sket en opblomstring af det irske sprog, der naturligt har lidt overlast under lange perioder af forbud mod at blive brugt. I dag er landet officielt tosproget med engelsk som det førende sprog. Men flere og flere lærer at tale irsk. Af en nation med 3,7 millioner indbyggere er der også forbavsende mange verdensberømte forfattere, digtere, rockstjerner og fodboldspillere. Irland er fortsat den nation med flest Nobelpristagere i litteratur.

Kampen for at bevare den nationale karakter og samtidig modernisere og udvikle foregår på alle planer. Det er et langsomt farvel til Storbritannien og et goddag til det Europa, som Irland i tidernes morgen var mere forbundet med end de englændere, som har bestemt farten i 800 år. EU blev en mulighed for at tage afsked med megen tung middelalderlig bagage, ændre orienteringen og suge til sig.

De mange udvandrere

Irland har for eksempel ikke haft problemer med at veksle deres gamle punt til euro. Og indtil videre skaber indvandringen heller ingen problemer. Det kan der være mange grunde til. Blandt andet, at det er et helt nyt fænomen. I århundreder er fattige, forfulgte eller unge uden en fremtid udvandret i millionvis. I mange af verdens storbyer er den irske parade på nationaldagen, St. Patrick's Day til minde om en katolsk helgen fra omkring år 430, en af årets store begivenheder. Langt op i 1980'erne var udvandringen betydelig. Først i 1995 oplevede Irland for første gang i sin historie indvandring på grund af de gode økonomiske muligheder, og det er stadig et nyt fænomen med positive undertoner.

Irland har stadigvæk færre indbyggere end for 160 år siden. Før ca. to millioner døde eller udvandrede under den store hungersnød fra 1847-51, boede der otte millioner mennesker i hele landet, og Dublin var Europas femtestørste by.

»Hvis man ikke forstår et steds historie, forstår man heller ikke stedet i dag,« forklarede den britiske journalist Kate Adie snusfornuftigt i et debatprogram på BBC.

Blod og undertrykkelse

Irlands historie er fuld af blod og undertrykkelse. Af rædsler, overgreb og frihedskæmpere, der endte deres dage i galgen. Konflikten i Nordirland handler i bund og grund om, at Englands regent Oliver Cromwell for 350 år siden hærgede landet totalt efter et mislykket oprør og forærede en fjerdedel af jorden væk til sine engelske støtter.

Deres efterkommere er de protestanter, der har været målet for IRA under borgerkrigen. Men også konflikten i Nordirland bevæger sig langsomt mod fred, selv om der netop i øjeblikket er store problemer med at holde processen flydende.

I disse årtier kaster irerne kolonitidens mentale og fysiske lænker af sig med rivende hast. Irland i dag er et ungt vibrerende samfund på vej mod nye horisonter med identiteten og den kulturelle ballast intakt. I morgen vil de for anden gang indenfor halvandet år fortælle verden om deres opfattelse af Nice-traktaten. Glem alt om skræmmekampagner og intimidering. Irerne lader sig hverken skræmme eller belære. De stemmer lige præcis, som de synes, og lever fint med konsekvenserne. I deres historiske perspektiv er et ja eller nej til Nice kun en regndråbe i tidens ocean.

jan.lund@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.