EU: Holland kommer ikke til at stå i vejen for udvidelse
EU's kommissær for udvidelsen, tyskeren Günter Verheugen, og det danske EU-formandskabs udenrigsminister, Per Stig Møller (K), afviste i dag i København, at Holland kommer til at spænde ben for optagelsen af nye medlemslande.

- Jeg er sikker på, at Holland ikke vil tage det ansvar på sine skuldre, at standse udvidelsen af Den Europæiske Union og hele sårene efter Anden Verdenskrig, sagde Per Stig Møller på baggrund af den politiske krise i Holland.
- Dette er en helingsproces, og det er et meget konkret øjeblik i europæisk historie, som kan nås i København. Jeg tror ikke, at noget land, nogen regering, vil standse den proces, tilføjede han, mens Verheugen slog fast, at det hollandske parlament under alle omstændigheder tidligst kommer til at stemme om en udvidelsestraktat i slutningen af april 2003.
- Jeg vil gerne understrege, at det hollandske parlament ikke vil stemme om udvidelsen, før traktaten er underskrevet, sagde han
/ritzau/