Forgæves søgen efter savnede danskere

Trods en stor eftersøgning er det endnu ikke lykkedes at finde de tre savnede danske kvinder.

Midt i kaos efter terrorbomberne mod ferieparadiset Bali ledte repræsentanter fra Danmarks ambassade i Jakarta, Indonesien, sent mandag aften lokal tid stadig efter tre savnede unge danske kvinder.

Ambassaderåd Inge Durant tog straks efter angrebet til Bali, hvor hun fra mandag morgen dels har søgt at få et overblik over situationen, dels har opsøgt lokale kapeller og sygehuse for at finde frem til de forsvundne danskere.

»Der er gjort et meget, meget stort stykke arbejde af vores folk på stedet med god hjælp fra de lokale, men endnu er det ikke lykkes at finde de forsvundne danskere,« siger den danske ambassadør i Jakarta, Geert Aagaard Andersen.

Han ønsker ikke at kommentere på eller spekulere i, hvad der kan være sket med de unge kvinder, der alle tre var elever på Dansk Studiecenter, som havde arrangeret deres kursusophold på ferieøen.

To på hospital

Udenrigsministeriet har været i kontakt med de savnede unge kvinders pårørende i Danmark, men ønsker ikke at komme med oplysninger om de unges identitet eller om de pårørende iøvrigt.

To andre danskere blev indlagt på hospital med kraftige forbrændinger efter terrorangrebet lørdag. Om deres tilstand siger ambasadør Geert Aagaard Andersen:

»Udover deres brandsår er de selvfølgelig stærkt psykisk påvirket af en slem oplevelse. Vi har besøgt dem og har talt med dem og hjulpet dem med at børste tænder og den slags. I betragtning af, hvad de har været ude for, er de ved godt mod.«

Geert Aagaard Andersen fortæller, at danskerne på Bali efterhånden er ved at komme sig efter det første, voldsomme chok.

»Men sagen er, at folk er meget påvirket af situationen. Det er gået op for os alle, hvad der egentlig er sket. Men jeg må sige, at folk tager det utroligt stille og roligt. Ikke desto mindre har en del besluttet, at det er for strengt at blive på øen og har valgt at tage imod Udenrigsministeriets tilbud om hjemflyvning til Bangkok,« siger Geert Aagaard Andersen.

Øget agtpågivenhed

I Danmark giver bomberne på Bali anledning til øget opmærksomhed omkring den interne sikkerhed, siger chef for Politiets Efterretningstjeneste, Lars Findsen:

»Det er klart, at begivenheden på Bali fører til overvejelser om trusselsniveauet herhjemme. Siden 11. september har der været en forhøjet agtpågivenhed overfor terror. Og når der sker sådan noget, som der er sket på Bali, hvor der er gisninger om, at det er terrorrelateret, så indgår det i vores vurdering af trusselsbilledet. Det gælder også attentatet mod det franske tankskib for nylig. Mere konkret kan jeg ikke sige.«

christian.thye@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen