Syv dræbt ved eksplosion i indkøbscenter i Helsingfors

Syv mennesker, heriblandt et barn, blev dræbt ved en eksplosion i et indkøbscenter i en forstad til Finlands hovedstad, Helsingfors, fredag aften. Desuden blev mindst 60 andre såret ved eksplosionen, oplyser politiet lørdag morgen.

Finsk politi siger, at eksplosionen sandsynligvis skyldes en bombe, som menes at være placeret i nærheden af en trappe. Et glastag i en stor fødevareforretning sprængtes og metalstumper blev slynget rundt. De fleste tilskadekomne har alvorlige sårskader.

Eksplosionen skete kl. 19,36 lokal tid i indkøbscentret Myyrmanni i forstaden Vanda 12 km nord fra Helsingfors.

Katastrofen er uden fortilfælde i Finland, oplyser kriminalinspektør Mikko Maunuksela, der er overbevist om, at eksplosionen skyldes en kriminel handling.

- Eksplosionen er forårsaget af sprængstoffer. Vi kan udelukke alle andre muligheder, som f. eks. gaseksplosion, sagde kriminalinspektøren.

/ritzau/FNB

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen