Repræsentanternes Hus giver Bush mulighed for Irak-krig

Repræsentanternes Hus i USA gav torsdag præsident George W. Bush mulighed for at iværksætte et militært angreb på Irak.

Det fik kort efter Bush til at takke for støtten. Han sagde samtidig i en kort tale uden for Det Hvide Hus, at Iraks dage som en "lovløs stat", der ignorerer FN, er "ved at være talte".

- Repræsentanternes Hus har talt klart til verden og til FN's Sikkerhedsråd: Den voksende trussel fra Irak må imødegås, helt og endeligt, sagde Bush.

Senatet ventedes at følge efter med en lignende vedtagelse senere torsdag eller fredag.

Stemmetallet i Repræsentanternes Hus var 296 for, mens 133 var imod.

Ifølge teksten kan Bush anvende "nødvendig og passende" magt i forhold til Irak.

I Senatet ventes mindst 60 ud af de 100 medlemmer at imødekomme Bushs anmodning om at få beføjelse til et angreb.

/ritzau/Reuters

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen