EU og Indien kunne ikke enes om Kashmir på topmøde
EU og Indien kunne på dagens topmøde i København ikke enes om en formulering om Kashmir-konflikten i den fælles erklæring efter topmødet.
Den fælles erklæring lægger op til et øget økonomisk samarbejde mellem EU og Indien, og den indeholder fælles holdninger til en lang række internationale spørgsmål, inklusive terrorbekæmpelse. Men striden mellem Indien og Pakistan om delstaten Kashmir, det spørgsmål, der mest af alt ligger inderne på sinde, nævnes ikke med et eneste ord.
Fra europæisk side ønskede man en formulering, der opfordrer alle parter i konflikten til at give deres bidrag til at mindske spændingen. Fra indisk side ønskede man en tekst, der mere direkte kritiserede Pakistan for at støtte oprørerne i den indiske del af Kashmir.
- Vi opfordrer alle parter i regionen til at gøre deres bedste for at mindske spændingen, gentog Anders Fogh Rasmussen igen og igen på pressekonferencen.
- Vi har netop gennemført frie og demokratiske valg i regionen, lød responsen fra Indiens premierminister, Atal Behari Vajpayee. Vi ønsker virkelig at mindske spændingen, men kun hvis Pakistan stopper terror hen over grænsen, vil vi kunne genoptage dialogen.
/ritzau/