CIA: Irak vil næppe angribe først

Med en opsigtsvækkende redegørelse kommer USA's efterretningstjeneste CIA voldsomt på tværs af præsident Bush. Redegørelsen betegnes i Washington som et regulært baghold.

Washington

Uden en amerikansk ledet militær aktion mod Irak er det højest usandsynligt, at Saddam Hussein vil forsøge et angreb mod USA med kemiske og biologiske våben, fastslår efterretningstjenesten CIA's eksperter.

Den opsigtsvækkende redegørelse tvang onsdag George W. Bush ud i en hastig modoffensiv, hvor præsidenten forsøgte at vride sig ud af, hvad der i den amerikanske hovedstad betegnes som et regulært baghold.

Saddams sidste chance

Efterretningstjenesten fremhæver advarende, at Saddam Hussein måske vil være parat til at forsøge et modangreb med de frygtede våben, når han indser, at et angreb fra USA ikke kan afværges. »Det vil være hans sidste chance for tage hævn ved at trække en masse uskyldige ofre med sig i faldet,« lyder konklusionen.

Præsidentens talsmand Ari Fleischer ilede sin chef til undsætning med en forklaring om, at CIA ikke havde underløbet påstandene om, at Irak ville angribe USA. George W. Bush mener, Irak udgør en alvorlig og voksende fare, og at CIA's redegørelse, underskrevet af chefen George Tenet, støtter den vurdering.

»Tenet siger ikke, at alt er OK,« forklarede Ari Fleischer. »Hvis Saddam Hussein sætter en pistol for nogens pande, samtidig med at han benægter, at han har en pistol, vil du så virkelig risikere, at han aldrig bruger den.«

Kritikere påpegede, at præsidenten med et angreb på Irak ifølge CIA kan udløse lige præcis, hvad han siger, at han ønsker at forhindre.

Det Hvide Hus fastholdt sent onsdag, at rapporten ikke får lov at slå præsidenten af sporet og vanskeliggøre hans forsøg på at søge fuld opbakning fra Kongressen og FN's sikkerhedsråd.

Stor risiko

I Kongressen hævdede kritikere derimod, at eksperternes rapport havde understreget, hvilken risiko USA løber, hvis truslerne om forebyggende angreb føres ud i livet.

Rapporten kan også styrke Frankrig og Rusland, der fortsat nægter at give grønt lys for en militær aktion. Under en længere telefonsamtale sent onsdag fastholdt præsident Jacques Chirac sit nej til kravene fra George W. Bush.

2. sektion, side 2

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen