Hårdt amerikansk udkast til FN-resolution mod Irak
Detaljer fra et amerikansk udkast til en FN-resolution mod Irak cirkulerede fredag i FN's Sikkerhedsråd. Ifølge diplomater i FN-systemet vil det amerikanske resolutionsforslag give Saddam syv dage til at acceptere en række krav, heriblandt et stop for alle programmer for masse-ødelæggelsesvåben samt at tillade FN's våbeninspektører adgang overalt.
Herefter vil Irak have 30 dage til at udfærdige en liste over, hvilke atomare, kemiske, biologiske eller ballistiske våben, landet er i besiddelse af.
Ifølge det amerikanske udkast vil "alle nødvendige midler" - en diplomatisk betegnelse for militær aktion - blive taget i brug, hvis ikke den irakiske regering opfylder de fastsatte krav.
/ritzau/Reuters