Forskere: Ecstasy kan give Parkinsons syge
Blot få ecstacy-piller er nok til at give varige hjerneskader og på sigt Parkinsons syge. Det viser forsøg på aber udført af amerikanske forskere.
En enkelt nat under indflydelse af det forbudte stof ecstasy kan medføre alvorlig hjerneskade og betyde fremkomsten af Parkinsons syge senere i livet, skriver britiske Times på baggrund af en amerikansk undersøgelse.
Opdagelsen er en tidsinstillet sygdomsbombe under en hel subkultur af unge, der går til tekno-fester og samtidig indtager ecstasy som en del af kulturen. De unge risikerer som midaldrende at betale en høj pris for en kortvarig flirten med det forbudte stof.
Den amerikanske undersøgelse udført på John Hopkins-universitetet i Baltrimore involverede flere abearter, der alle fik alvorlige hjerneskader linket til Parkinsons syge efter at have indtaget tre mindre doser af ecstasy med tretimers intervaller.
Lederen af forskningsteamet, George Ricaurte, siger at det er muligt, at nogle af de seneste tilfælde af Parkinsons syge blandt yngre mennesker kan relateres til misbrug af ecstasy. Men det mest foruroligende perspektiv er, at unge øger risikoen væsentligt for at få Parkinson som ældre ved at indtage ecstasy.
I et ud af syv tilfælde af Parkinson er patienten under 50 år.
De første symptomer på sygdommen, der er uhelbredelig, er bevægelseshæmmethed, rystelser, stivhed. Senere opstår bl.a. talebesvær.