Fattig sydafrikansk familie stævner Disney for sang

En fattig sydafrikansk familie stævner Disney, fordi den amerikanske mediegigant ikke har betalt royalties for den populære sang "The Lion Sleeps Tonight", oplyste advokater fredag.

Det er den sang, som Flemming Bamse Jørgensen gjorde til et hit i Danmark som "Vimmersvej".

Det er oprindeligt en zulu-sang, som blev komponeret af faderen til familien. Solomon Linda komponerede den i 1939, men døde som en fattig mand i 1962 med kun et par hundrede kroner i banken.

Familiens advokater oplyser, at de kræver 1,6 millioner dollar (knap 10 mio. kr.) i kompensation fra Disney, og kravet vil blive fremført ved en sydafrikansk domstol i næste uge.

Disney er blevet gjort til mål for stævningen, fordi koncernen har været "den mest aktive bruger" af sangen, siger advokaten Owen Dean og ekspert i ophavsret.

- De bruger hans musik i musicalen "Løvernes Konge", som trækker fulde huse over hele verden, mens Lindas døtre arbejder som stuepiger, lever i bræddehytter og kæmper for at føde deres familier, siger Owen Dean. Sangen anvendes også i tegnefilmen "Løvernes Konge".

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen