Afghansk bøn til NATO om hjælp

Afghanistans præsident, Hamid Karzai, beder indtrængende NATO om omgående at leve op til sit løfte om at øge antallet af soldater i hans land til 10.000, så der kan holdes valg til september.

"Valget kommer i september," sagde han tirsdag i en tale på NATO-topmødet i Istanbul.

NATO's 26 lande besluttede mandag at øge den såkaldte ISAF-styrke i Afghanistan fra 6.500 til 10.000 soldater.

NATO-landene har tidligere været tøvende over for at sende de soldater, som de politisk har forpligtet sig til, og det fik Karzai til indtrængende at bede dem om at holde ord denne gang.

"Lev op til det, I har forpligtet jer til, så Afghanistan kan holde et frit og retfærdigt valg. Vi har brug for dem i dag," sagde han.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen