Nødhjælp til Tchad nødvendig her og nu

Folkekirkens Nødhjælp er chokeret over den humanitære krise i Tchad. Mangel på drikkevand og latriner udgør en alvorlig sundhedstrussel for de titusindvis af sudanesiske flygtninge.

Folkekirkens Nødhjælp arbejder intenst på at skaffe midler og kvalificeret mandskab til nødhjælpsarbejde i det fattige afrikanske land Tchad. Landet huser cirka 180.000 flygtninge fra Sudans borgerkrigshærgede Darfur-region, og nødhjælpssituationen er mangelfuld, fortæller Bjarne Ussing fra Folkekirkens Nødhjælp.

Han er netop vendt hjem fra et besøg i tre flygtningelejre i det østlige Tchad og er chokeret over manglen på midler og personale fra de internationale nødhjælpsorganisationer i det, der af FN betegnes som verdens i øjeblikket værste humanitære katastrofe.

»De frivillige knokler, og flere er brudt sammen under det enorme arbejdspres. Samtidig holder nødhjælpslastbiler stille, fordi der ikke er råd til diesel. Der mangler simpelthen penge,« fortæller Bjarne Ussing.

Lejrene i Tchad, der er beregnet til 15.000 personer, huser 40.000 sudanesiske flygtninge, og der er mangel på mad, telte og latriner.

Boringer efter vand

Folkekirkens Nødhjælp har indtil videre doneret 200.000 kr. til det norske Kirkens Nødhjælp, der etablerer latriner og borer efter vand, og organisationen sendte for få dage siden en opfordring om en økonomisk håndsrækning ud til 38.000 danske husstande, der traditionelt er trofaste givere.

Pengene skal finansiere udsendelsen af danske vandeksperter, der kan hjælpe med at bore efter vand samt eksperter inden for etablering af latriner. Og det haster, siger Bjarne Ussing.

Regntiden truer med at sætte ind når som helst, og det betyder en yderligere forværring af forholdene. Lastbilerne med livsnødvendige forsyninger får svært ved at nå frem, når regnen forvandler knastør ørken til en fedtet mudderpøl, og samtidig forøges risikoen for en sygdomsepidemi væsentligt.

»Flygtningene er vant til at gå på toilet i det fri, men når så mange mennesker er samlet, giver det problemer,« siger Bjarne Ussing.

På flugt fra Sudan

Borgerkrigen i Darfur-regionen i Sudan har drevet over en million mennesker på flugt fra deres hjem, og selv om de cirka 180.000 flygtninge har krydset grænsen til nabolandet Tchad, er de fortsat i livsfare.

»Det er kun få dage siden, at en gruppe flygtninge, der befandt sig 17 km inde i Tchad, blev angrebet, og mange af flygtningene lever livet farligt, fordi de ikke opholder sig i lejre, men rakker rundt i grænselandet,« siger Ussing.

mette.koue@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen