Sydafrika: Kritik af diskrimination af hvide
Ledere i Sydafrikas regeringsparti ANC rejser nu debat om racelove, som gør livet surt for hvide sydafrikanere.
Johannesburg
De første kritiske røster mod Sydafrikas nye racelove begynder at lyde i landets regerende parti, Den Afrikanske Nationalkongres (ANC).
Det er partiets ordstyrer, Mosiuoa Lekota, der fremfører, at han vil starte en debat om lovene.
Mellem 1994 og 1999 var der ingen sydafrikanske love, som forskelsbehandlede folk på grund af deres race.
Genindført i 1999
I 1999 genindførte ANC imidlertid begrebet race i lovgivningen. De nye love handler om positiv forskelsbehandling af sorte, farvede og indere i arbejdslivet samt racefordeling af personale både i den offentlige og i den private sektor.
Der findes også nye love omhandlende racefordeling inden for minearbejde og landbrugssektoren.
Racelovene er det vigtigste stridspunkt mellem ANC og det største oppositionsparti, Democratic Alliance (DA). Sidstnævnte mener, at lovene indeholder en snert af racisme, eftersom de diskriminerer Sydafrikas knap seks millioner hvide. DA har accepteret positiv særbehandling i en overgangsperiode for at udjævne de store økonomiske forskelle i landet, men partiet har altid ønsket en klausul indeholdende en beskrivelse af, hvornår særbehandlingen skal ophøre igen.
Som svar på dette har ANC hidtil svaret, at kritikken er racistisk og bygger på et ønske om hvid dominans. Derfor er det en uventet udvikling, når selve partiets ordstyrer, forsvarsminister Mosiuoa Lekota, over for parlamentets forsvarskomité giver udtryk for sin egen tvivl . Han angiver, at han har fået øjnene op for problemet, fordi han har svært ved at leve op til racekvoterne i forsvaret. Yderst få hvide og indere vælger den karriere i dag.
»Hvornår skal vi høre op med at være sorte, farvede, indere eller hvide og i stedet bare være afrikanere alle sammen? Vi må begynde at tænke over, hvornår alle sydafrikanere bare kan anses for at være sydafrikanere,« udtaler Mosiuoa Lekota.
»Jeg vil åbne en debat om dette emne inden for den nærmeste fremtid. Hvor længe kan vi være optaget af disse ting?«
Mosiuoa Lekota tilføjer, at han synes, det føles »modbydeligt,« når de folkevalgte politikere ser sig som repræsentanter for en bestemt race. Bemærkningen kan være naturlig i andre lande, men i det splittede Sydafrika er det ikke helt så naturligt at komme med en sådan udtalelse.
Sport og race
Desuden synes Mosiuoa Lekota, at idrætsudøvere på de sydafrikanske sportshold for fremtiden udelukkende bør vælges ud fra deres idrætsmæssige evner og ikke ud fra deres hudfarve. Racefordeling i idræt har været den officielle politik i snart 10 år. Nu er den nye idrætsminister, Makhenkesi Stofile, som blev udnævnt efter valget i april, imidlertid begyndt at signalere, at det er ved at være tid til at afskaffe racefordelingen inden for idræt.
Regeringens pressetalsmand, Joel Netshitenzhe, hævder, at Mosiuoa Lekotas og Makhenkesi Stofiles udtalelser imod racefordeling og positiv særbehandling ikke betyder, at regeringen har ændret holdning.