Selvmordsbombe udløser uro i Pakistan

Tusinder af ophidsede shiamuslimer var tirsdag i kamp med politiet i Karachi, dagen efter at 20 mennesker blev dræbt og flere end et halvt hundrede såret af en selvmordsbombe mod en moske i den pakistanske havneby med 10 millioner indbyggere.

Optøjerne opstod under begravelsen af de fleste af eksplosionens ofre.

Politiet forsøgte med tåregas at sprede forsamlingen, der svarede igen med at kaste med sten og sætte ild til biler.

Meget tyder på, at bomben var en ny gengældelsesaktion i et religiøst opgør i den urohærgede havneby. Det kom mindre end et døgn efter drabet på mufti Nizamuddin Shamzai, en højtstående præst fra det overvejende sunnimuslimske flertal.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen