Burger-guffernes fede liv

Det gik helt galt for filminstruktøren Morgan Spurlock, da han satte sig for at undersøge, om man kan overleve udelukkende ved at spise fastfood. Efter en måneds burgergufning havde han taget 11 kg på, og hans kolesteroltal var steget med 30 procent.

Los Angeles

Morgan Spurlock kan sagtens spille med musklerne. Han har lige løbet otte kilometer, han har spist en portion humus med kildevand til, og nu sidder han i sit træningstøj ved poolen på et luksushotel i Los Angeles.

Så sundt lever langt fra alle amerikanere. Den amerikanske nation er blevet en nation i XXL-størrelse, hvor over totredjedele af befolkningen er overvægtig. 300.000 mennesker dør hvert år af overvægt, og fedmeepidemien koster samfundet omkring seks milliarder kroner årligt. Hospitalssenge må ombygges og operationsmetoder ændres for at få plads til patienter i overstørrelse, og sundhedsvæsenet er allerede overbelastet.

En del af ansvaret for denne udvikling må den amerikanske fastfoodindustri tage ansvaret for, mener dokumentarfilminstruktøren Morgan Spurlock. Hans nye film "Super Size Me" om den amerikanske ædekultur havde premiere i amerikanske biografer i begyndelsen af maj, og filmen er allerede en succes. Den indtjente 18 millioner kroner på to uger.

I Spurlocks øjne bør fødevarekæder som McDonald's vejlede sine kunder om kost og sundhed. Kæden servicerer gennemsnitligt 46 millioner kunder om dagen verden over.

Et mægtigt eksperiment

Efter et traditionelt Thanksgiving-måltid hos sin mor for snart halvandet år siden slog Morgan Spurlock mave på sofaen foran TV-apparatet. En talsmand fra McDonald's dukkede op på skærmen og proklamerede, at kædens mad ikke var skyld i, at to overvægtige kvinder var blevet syge: Koncernens mad var nærende, dens mad var god, lød det.

"Pling" sagde det i Spurlocks baghoved, og ideen til et dokumentarprogram udsprang: »Hm, hvis McDonald's serverer nærende og god mad, så må det også være muligt for mig at leve godt og sundt af McDonald's kost i en måned,« ræsonnerede han.

Udgangspunktet for indslaget i tv var, at forældrene til den 19-årige Jazlyn Bradley på 123 kilo og den 14-årige Ashley Pelman på 78 kilo havde lagde sag an mod McDonald's. Fastfoodkæden førte dem og deres børn bag lyset ved ikke klart at fremlægge en ernæringsvejledning og ved at foregive, at dens mad er sund. Forældrene mente, at McDonald's var ansvarlig for deres døtres overvægt og de derved opståede helbredsproblemer.

»Vi er blevet så kværulantiske, at vi køber mad hos et firma og bagefter bebrejder dem, at vi har det dårligt,« siger Spurlock.

»Men jo mere jeg lærte om sagsanlægget og den måde, hvorpå virksomheder fremstiller og markedsfører maden på, jo mere gik det op for mig, at her var et emne, der var værd at tage op.«

Som Spurlock havde mistanke om, var det ikke helt så uskadeligt at indtage McDonald's-menuen: Resultatet af en måneds grådig og overdreven burger-gufning med indtagelse af 5000 kalorier dagligt fik alvorlige konsekvenser for Spurlocks helbred.

»Det værste var, at jeg havde det så pokkers dårligt hele tiden; at jeg var så deprimeret,« siger Spurlock, der ikke lægger skjul på, at hans eksperiment langt fra er videnskabeligt. Den 33-årige amerikanske filmskaber var selv forsøgskanin, og eksperimentet gik ud på kun at spise mad fra McDonald's i en måned og lade doktorer og ernæringseksperter undersøge hans helbred løbende.

Han lavede et regelsæt, som han skulle følge: 1) Han måtte kun spise Super Size-måltider, når han blev spurgt. 2) Han skulle prøve alt på menuen inden for den pågældende måned. 3) Han måtte kun spise produkter fra McDonald's og skulle have mindst tre måltider om dagen.

Efter bare tre uger havde han taget otte kilo på, hans fedtprocent steg fra 11 til 18, hans kolesteroltal var steget med ca. 30 procent, hans blodsukker var lavt, han led af astma og smerter i brystet, og både hans lever og nyre havde det dårligt.

»Jeg kunne ikke præstere noget som helst rent seksuelt,« siger Spurlock. Det var en bivirkning, han ikke havde forudset.

»Jeg følte mig dummere og dummere, og jeg kunne hverken huske noget eller koncentrere mig.«

Ifølge Spurlock oplevede han at et afhængighedsforhold til maden. Han kunne spise en Super Size-middag, der blandt andet består af ca. en liter cola og 200 gram pommes frites indeholdende 610 kalorier - og være sulten et par timer senere.

»Ernæringseksperter fortalte, at maden ikke indeholdt den nødvendige næring, så kroppen fik ikke det, den har behov for. Jeg fik under halvdelen af de vitaminer, jeg havde brug for.«

XXL nationens indtog

Reaktionen fra McDonald's efter den første screening på Sundance Film Festival i Utah i januar i år var følgende:

»Dette er ikke en film, der handler om valg. Det er en film om en filmskabers uansvarlighed ved at spise 5000 kalorier om dagen. Det er en Super Size-forvrængning af den variation af tilbud, vi giver vores kunder.«

Selv om forsøget på ingen måde kan betragtes som videnskabeligt, mener Spurlock, at det giver et interessant billede af, hvor USA er på vej hen.

»Det er ikke nær så urealistisk, som McDonald's påstår. Det har meget at gøre med den måde, vi lever vores liv på i USA; at vi ikke dyrker motion, spiser for meget og ikke tager vare på os selv.«

I de fire uger Spurlock gennemlevede eksperimentet, dyrkede han meget lidt motion. Ifølge en undersøgelse, Spurlock på forhånd havde læst, dyrker 60 procent af amerikanerne ingen form for motion. Spurlock bevægede sig derfor kun ca. 5000 skridt om dagen og havde ikke svært ved at finde en McDonald's i nærheden; der er 89 restauranter på Manhattans 37 kvadratkilometer.

To ud af tre voksne amerikanere er overvægtige, og i alt 300 millioner verden over lider af fedme. I USA dør omkring 300.000 mennesker af overvægtrelaterede sygdomme om året. De sociale omkostninger forbundet med overvægt vurderes til 715 milliarder kroner om året.

»Hele samfundet skal forandres, fordi alt bliver større. Det har enorme konsekvenser,« fastslår Peter Vash, der er læge, fedmespecialist og medicinsk direktør i American Obesity Association (AOA). Han påpeger, at opbygningen af det nye XXL-samfund er begyndt.

»Vi er dødsdømte,« mener han. »Fortsætter epidemien, vil alle mennesker i verden lide af fedme om 20 år.«

Fastfoodindustrien kan ifølge Spurlock ikke bære hele ansvaret. Vi bør lære at tænke over, hvad den putter i munden, mener han.

»Vores madvaner er som en mekanisk proces; en tilstand af konstant fortæring uden overvejelse af, hvor maden kommer fra eller hvad den gør ved os i næste uge. Vores kultur handler om øjeblikkelig tilfredsstillelse. Vi lever i øjeblikket,« siger han.

Men det har som sagt alvorlige konsekvenser for befolkningens helbred og for samfundets opbygning. Spurlock mener, at mange sygdomme kunne undgås, hvis man spiste bedre og mindre grådigt.

En fastfoodkæde som McDonald, der står for 43 procent af fastfoodmarkedet i USA har dog et ansvar, når den f.eks. reklamerer med gigantportioner som Super Size-måltider, mener filmproducenten.

»Vores film stiller spørgsmålet, hvor skillelinjen går mellem vores og fastfoodindustriens ansvar.«

Invasionen verden over

McDonald's leverer mad til gennemsnitligt omkring 46 millioner mennesker verden over dagligt. Kæden har 30.000 restauranter i mere end 100 lande. I et land som Rumænien med 23 millioner indbyggere - et af Europas fattigste lande - er der allerede 70 restauranter. Den første restaurant åbnede i 1995, og ikke færre end 15.302 mennesker besøgte ifølge McDonald's restauranten den første dag.

»Familier, der aldrig vil være i stand til at rejse til USA, kan på den måde opleve et lille stykke af Amerika, være som amerikanerne og spise som amerikanerne,« forklarer Spurlock om McDonald's popularitet verden over.

»Vi har den vane at oversprøjte andre lande med vores dårlige vaner. Vi er en meget dominerende nation, der infiltrerer alle markeder. Vi forsøger at overføre vores livsstil til hele verden, og i dag har hele verden vægtproblemer og sygdomme, der først var relaterede til vores nation.«

Det er til dels marketing og forbrugerkulturen, der ligger til grund for fedmeepidemien. Amerikanerne kan ikke få det stort nok, mener Spurlock.

»Vi skal have store huse og biler, og vi er altid parate til en god handel. Det er vores værdinormer, og det lærer vi fra en ung alder. I et forbrugersamfund som USA lærer vi altid at gøre den bedste forretning; store mængder mad for små penge er en god handel. Det er denne mentalitet, som vi pålægger andre.«

Desuden har fødevarekæder som McDonald's fat i børnene fra en ung alder. Børnene bliver lokket til restauranten med en sjov klovn f.eks., med fødselsdagsfester, legepladser og overraskelser i form af legetøj i de såkaldte Happy Meals.

Spurlocks film er ikke et angreb på McDonald's som sådan. Det er et angreb på amerikanernes livsstil. Men McDonald's er et ikon for alle fødevarekæderne.

»Det er et billede på den mentalitet, vi sælger som franchisekoncept over hele verden. Det er en kritik af corporate America,« siger han. Spurlock fastholder, at den eneste måde McDonald's og andre virksomheder kan tvinges til at ændre deres markedsføring deres produkter på er, hvis de taber penge.

Selv om McDonald's ikke på noget tidspunkt ville tale med Spurlock under indspilningen af hans film, har de ikke kunnet ignorere den. Seks uger efter at "Super Size Me" blev vist på Sundance-filmfestivalen, tog fødevarekæden Super Size-måltidet af menuen. Koncernen hævdede, at det ikke havde noget med filmen at gøre.

I forbindelse med premieren på "Super Size lancerede McDonald's en ny, sundere voksenmenu, "Go Active".

Spurlock, der har tabt de 11 kilo, han tog på, mener, at hans film er en succes.

»McDonald's forsøger at give mig og filmen et dårligt omdømme. Men vi har fat i den lange ende. Det har de ikke.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen