Alkohol øger risiko for demens

Et utal af analyser har vist, at alkohol kan forebygge hjerte- og karsygdomme, men en ny finsk undersøgelse viser, at alkohol kan fremme demens. Det skriver den svenske avis Svenska Dagbladet tirsdag.

Den finske analyse blev indledt tilbage i 1970, hvor omkring 1500 finske mænd og kvinder blev spurgt om deres drikkevaner. Nu er godt 1000 af disse personer blevet spurgt igen, og det viser sig, at personer med en vis genetisk faktor, kaldet apolipoproteinet E4 (ApoE4) har en betydelig risiko for at få demens af at drikke. Og jo mere de drikker, desto større er risikoen for at udvikle demens.

Da en tredjedel af alle har proteinet ApoE4 er der en stor risiko for, at mange uden at vide det forøger risikoen for demens på grund af drikkeriet.

- Vi er overraskede over den klare sammenhæng mellem alkohol og demens, siger Tiia Anttila ved Karolinska Institutet i Stockholm, som har været med til undersøgelser. Forskerne er dog ikke klar over, hvor store mængder alkohol, der skal konsumeres, før risikoen for demens stiger.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen