Mishandlingssag i Irak vokser sig større

Intern amerikansk undersøgelse konkluderede tidligere i år, at det ikke kun var en håndfuld soldater, som mishandlede fanger. Ny undersøgelse vil inddrage flere soldater og højtstående officerer, men forsvarchefen fastholder, at skandalen kan overvindes.

Washington

Med en strøm af hurtige undersøgelser forsøger det amerikanske forsvarsministerium at dæmme op for den flodbølge af vrede, som fotos af mishandlede fanger har udløst i Irak og i den arabiske verden.

Samtidig har en intern undersøgelse gennemført tidligere på året konkluderet, at der ikke blot har været tale om en enkelt episode, men om mere systematiske overgreb på fanger i håb om at få dem til at samarbejde.

Rapporten, som er udarbejdet af general Antonio M. Taguba, citeres i den kommende udgave af nyhedsmagainet The New Yorker af den kendte journalist Seymour Hersh, der har haft adgang til det 53 sider lange dokument.

Ifølge Hersh redegør rapporten for omfattende og grusomme overgreb på de irakiske fanger i Abu Ghraib- fængslet 30 kilometer vest for Bagdad fra oktober til december. Medlemmer af forsvarets efterretningstjeneste og CIA-agenter skal have opmuntret fangevogterne til at skabe fysiske og psykiske betingelser, der var "gunstige" for forhør.

Toppen af isbjerget

Militærets undersøgelser synes at bekræfte en rapport fra den internationale menneskeretsorganisation Amnesty International, der i weekenden hævdede, at billederne, som natten til torsdag blev vist på amerikansk TV, blot er toppen af isbjerget.

Organisationen har afsløret omfattende tortur af de irakiske fanger og udtrykker håb om, at afsløringerne vil tvinge både den britiske og den amerikanske regering til at indlede uvildige undersøgelser.

Ifølge forsvarsministeriet Pentagon har en højtstående efterretningsofficer allerede indledt en undersøgelse. Forsvarschefen, Richard Myers, syntes at komme resultatet i forkøbet, da han søndag på tv kategorisk fastslog, at der ikke har været tale om omfattende eller systematiske overgreb på fangerne.

Ifølge general Myers var der blot tale om en håndfuld soldater, der havde tilsmudset hundrede tusinder af deres kolleger med deres ufattelige optræden i fængslet, som under Saddam Hussein var berygtet for sine torturkamre og henrettelser.

General Myers hævdede, at han ikke havde set den interne rapport fra general Taguba, men fastslog, at der ikke var beviser for systematiske overgreb i noget fængsel i området.

»Vi gennemgår alle forhørsmetoder. Tortur er ikke en metode, som vi har lov at anvende, eller som vi anvender. Jeg mener: det er ganske enkelt ikke tilladt under international lov, og vi gør det ikke.«

Myers fastslog samtidig, at de seks soldater, som fotograferede hinanden sammen med nøgne fanger, reelt tilbageholdes, mens den nye undersøgelse gennemføres. Forsvarschefen hævdede, at man ville overvinde skandalen bl.a. ved at drage de skyldige til ansvar, hvad resten af verden venter og fortjener.

TV gjorde forskel

Forsvaret meddelte 20. marts, at det undersøgte overgreb på fanger, men affæren kom først i søgelyset, da tv-stationen CBS offentliggjorde en serie chokerende fotos. De er siden igen og igen blevet vist på arabiske tv-kanaler og trykt på forsiden af hundreder af dagblade.

Både præsident George W. Bush og premierminister Tony Blair har kaldt soldaternes optræden afskyelig, men det har ikke kunnet dæmme op for vreden. En talsmand for Den Arabiske Liga kaldte det skæbnens ironi, at man under Saddam Hussein kunne vente den slags grusomheder.

»Men at amerikanske soldater, der skulle komme for at udbrede demokrati og frihed, optræder på den måde, gør mig ganske enkelt syg,« forklarede Hossam Zaki til nyhedsbureauet Reuters.

Seksuel karakter

Overgrebene på fangerne i en enkelt afdeling af det store fængsel har ifølge The New Yorker hyppigt haft seksuel karakter, hvad de første fotos også bekræfter. Men fangerne skal også være blevet slået og i timevis have ligget lænket til cellens tremmer.

En af de seks soldater, som nu står i centrum for undersøgelsen, har i breve til sin familie beklaget, hvad han var med til og samtidig hævdet, at hans officerer forlangte, at han fortsatte, fordi det var den måde, den slags skulle gøres på.

General Janis Karpinski, der var øverste ansvarlige, hævdede i weekenden i flere interviews, at hun ikke havde det ringeste kendskab til overgrebene, inden hun i januar fik billederne at se.

»Jeg måtte bøje hovedet for ikke at kaste op,« fortæller generalen, der samtidig hævder, at hun og andre reservister er udpeget som syndebukke, fordi regeringen ikke vover at slå ned på de virkeligt ansvarlige i CIA og i forsvarets efterretningstjeneste.

Ved at udpege efterretningsspecialisten generalmajor George Fay til at lede den seneste undersøgelse har affæren fået et nyt og endnu alvorligere omfang. Den truer nu med at involvere mange flere soldater end de første seks, samtidig med at højtstående officerer vil blive draget til ansvar for, hvad de gjorde eller ikke gjorde, for at sikre human behandling af de irakiske fanger.

klaus.justsen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.