Osama bin Laden åbner ny front
Al Qaida supplerer nu sine terrorangreb med politiske manøvrer, som i første omgang rettes mod europærerne. Budskabet på nyt bånd sigter også mod den arabiske verden, men målet er fortsat udslettelse af alle ugudelige.
Washington
Osama bin Ladens tilbud til europæerne om en våbenhvile, hvis de trækker sig ud af muslimske lande, blev mødt med et rungende nej fra snesevis af hovedstæder.
I Washington blev det nye udspil fra Al Qaida-lederen, der kom i form af et lydbånd, tolket som et forsøg på splitte koalitionen i Irak og skræmme medlemmer, der i lyset af den nu to uger lange opstand og de betydelige tab er kommet under voksende pres.
Terroreksperten Peter Bergen, der er en af de få, som har interviewet bin Laden, påpegede, at den nye optagelse, som blev udsendt af den arabiske al-Arabiya-station, frem for alt bekræfter, at terrorchefen er i live, og at han nu har taget hul på en mere raffineret strategi.
Bergen og andre eksperter fremhæver, at bin Laden ikke kan have været i tvivl om, at hans "tilbud" vil blive mødt med afvisning af europæiske regeringer, hvad enten de har støttet krigen i Irak eller har afvist den.
Total afvisning
En talsmand for den tyske regering bekræftede denne vurdering med en understregning af, at der ikke kan blive tale om at forhandle med terrorister og forbrydere som bin Laden.
Fra den franske præsident Jacques Chirac lød der en lige så klar afvisning, og det samme gjaldt for bl.a. den italienske og den spanske regering. EU-kommissionens formand, Romano Prodi, fastslog, at der ikke kan forhandles under trusler om terror.
Hvis det virkelig er bin Laden, som høres på optagelsen, synes målet i højere grad at være at puste til mange europæeres frygt for, at de kan blive ofre for terror, fordi deres regeringer har støttet krigen i Irak.
Optakt til ny terror
Tidligere lydbånd fra Al Qaidas leder er blevet efterfulgt af terrorangreb. Det gjaldt bl.a. for en optagelse udsendt i oktober, der truede med at ramme britiske og spanske mål. Disse angreb kulminerede 11. marts med bombeangrebene på tog i Madrid.
Peter Bergen påpeger på den baggrund, at det nye budskab kan ses som optakt til nye terroraktioner. Hvis de rettes mod Europa, vil bin Laden senere kunne hævde, at angrebene kom, fordi hans tilbud om en våbenhvile blev afvist.
Der er ingen tvivl om, at der er tale om en ny optagelse. Stemmen på lydbåndet henviser således både til terrorangrebet i Madrid og til Israels henrettelse af Hamas-lederen, Ahmed Yassin. I den forbindelse loves der hævn, som vil blive rettet både mod Israel og USA.
Spændt situation
Det er næppe noget tilfælde, at båndet udsendes netop nu, da situationen i Irak er mere spændt end på noget tidspunkt, siden krigen blev indledt i marts sidste år.
En forbindelse til USA's beslutning onsdag om at støtte en ændring af Israels grænse mod Vestbredden kan heller ikke udelukkes.
Det er første gang, at bin Laden har tilbudt en våbenhvile eller "hudna" og andre former for belønning, hvis hans krav opfyldes.
Hermed vil Al Qaida lederen øjensynligt supplere terrorangreb med forsøg på at gennetvinge politiske ændringer. Denne strategi var også synlig, da terrorangrebene i Madrid blev gennemført tre dage inden valget og hjalp med til at bringe den socialistiske regering til magten. Bin Laden påtager sig nu indirekte ansvaret for disse angreb med en bemærkning om, at de var gengældelse for Spaniens indsats i Irak.
Skønt det nye budskab er rettet mod Europa og USA, kan det også ses som et forsøg på at overbevise moderate kræfter i den arabiske verden om, at Osama bin Laden i virkeligheden er en ganske rimelig mand.
Det sker i erkendelse af, at Al Qaida har brug for bred opbakning og ikke kun for støtte fra mindre ekstremistiske grupper, hvis det skal lykkes at føre den hellige krig til afslutning.
Skønt der denne gang tales som våbenhvile, er der ifølge eksperterne ingen tvivl om, at Osama bin Laden fortsat ønsker den evige krig for at udslette alle de ugudelige.