Venner i politisk nødsituation

Aftalen mellem George W. Bush og Ariel Sharon har isoleret de to ledere udadtil i forhold til den arabiske verden og Europa. Men formålet med mødet var da også at styrke dem indadtil.

Ankara

Forsøg på at gennemskue den dybere mening med præsident George W. Bush' blanke accept af den israelske regerings plan for "tilbagetrækning" fra Gaza-striben med indbygget kompensation på Vestbredden ender, uanset synsvinkel, det samme sted: Snæver politisk egeninteresse. Andre forklaringer på det største skred i amerikansk Mellemøstpolitik siden 1948 og 1967 giver ingen mening.

Med en politisk knibtangsmanøvre - der er hans fortid som taktisk begavet feltgeneral værdig - har den israelske premierminister, Ariel Sharon, malet den amerikanske præsident op i et hjørne på et tidspunkt, da denne er i defensiven politisk og militært nu, hvor den irakiske ørken mere og mere ligner kviksand. Sharon var endog så dristig, at han truede med at aflyse besøget i Washington, hvis Bush ikke accepterede indholdet af et officielt brev, han havde sendt i forvejen. Vel vidende, at Bush i dette valgår har brug for en udenrigspolitisk succes, har Sharon gradvist og med lempe lanceret en plan om at trække de jødiske bosættere og israelske styrker ud af Gaza-helvedet - vel at mærke under den udtrykkelige forudsætning, at Israel kompenseres med amerikansk anerkendelse af betragtelige jødiske bosætterblokke i de besatte områder på Vestbredden. Udsteder og mindre bosættelser vil blive rømmet på Vestbredden som led i forhandlinger om en endegyldig fredsaftale.

Realiteter på jorden

Altså: Mindst fem bosætterblokke med tilsammen 100.000 beboere vil blive annekteret som nyt israelsk territorium. Og Bush bed på maddingen med ordene:

»I lyset af nye realiteter på landjorden, inklusive allerede eksisterende store befolkningscentre, vil det være urealistisk at forvente, at udfaldet af kommende forhandlinger om en endelig løsning vil indebære en fuldkommen (israelsk) tilbagetrækning til våbenstilstandslinjen fra 1949« - altså den "grønne linje", som var Israels de facto-grænse frem til seksdageskrigen i juni 1967.

Samtidig tilkendegav den amerikanske præsident, at palæstinenserne kan kigge i vejviseren for Washington efter deres krav om ret til at vende tilbage til deres hjemsteder i selve Israel, hvorfra de flygtede eller blev fordrevne i krigen i 1948-49. Der er en vis umiddelbar lighed mellem Bush' udmelding og de drøftelser, der kuldsejlede i Camp David i 2000.

Større forskelle

Men forskellene er større. I Camp David forhandledes bevarelse af israelske bosættelser til gengæld for afståelser af israelsk område i Negev-ørkenen. Altså en kvadratmeter-for-kvadratmeter-løsning. Jerusalems deling var der næsten enighed om, ligesom Israel gik med til, at ca. 100.000 flygtninge fra især Libanon, kunne vende tilbage til selve Israel. Men den største forskel er, at Camp David kiksede - Yassir Arafat turde ikke efter en rundrejse til de arabiske naboer sige ja - på grund af Jerusalem og på grund af flygtninge-spørgsmålet. Så Bush' meldinger markerer en ny amerikansk politik i Israel-Palæstina-konflikten.

Nyheden blev meddelt som en fuldbyrdet kendsgerning, uden at den palæstinensiske ledelse var orienteret, endsige konsulteret. Reaktionen i den palæstinensiske ledelse, såvel som i den arabiske verden, er lige dele vantro og forbitrelse. Yassir Arafat sagde i går på et pressemøde, at »Israels forbrydelser vil blive mødt med yderligere modstand«, ligesom han kaldte retten til flygtningenes tilbagevenden for "hellig".

Den palæstinensiske leder, Ahmed Qurei, der er indsat på amerikansk og israelsk forlangende, talte om USA's »totale fordomme mod palæstinenserne« og overvejer at gå af i protest. USA har ikke på noget tidligere tidspunkt åbenlyst accepteret, at Israel kan gøre krav på områder hinsides "den grønne linje", men har dog stiltiende accepteret annekteringen af Golanhøjderne og den arabiske del af Jerusalem. Det amerikanske udenrigsministerium har endvidere indtil i forgårs konsekvent omtalt de jødiske bosættelser i de besatte områder som »en blokering for fred«.

Diplomatisk minikrise

I den ældre George Bush' præsidentperiode stoppede USA milliardlån til Israel i protest mod fortsatte inddragelser af besat palæstinensisk område til nye bosættelser. En rødglødende James Baker III, den daværende amerikanske udenrigsminister, meddelte dengang sit telefonnummer i Washington, dersom Israels regering skulle besinde sig - hvilket ikke skete.

Mange mener, at denne diplomatiske minikrise kostede den ældre Bush opbakning fra den israelske lobby i USA og dermed valgsejr over Bill Clinton 1991.

Den yngre Bush' valgsejr var på vippen i Florida, der har mange jødiske vælgere, og han er i disse uger på vippen i meningsmålinger over for demokraternes præsidentkandidat, John Kerry. Bush' accept af Sharon-planen er derfor politisk logisk, men også i tråd med hans hidtidige politik.

Kendetegnende for hele hans præsidentperiode er, at han ikke alene har undgået at udfordre Israel, men aktivt støttet Ariel Sharons jernnæve-politik, dog bistået af palæstinensiske fundamentalisters selvmordsterror - vel den største strategiske fejltagelse, den palæstinensisk modstandsbevægelse har begået. Alligevel kom det bag på selv israelerne, at Bush købte Sharons model for »en ny og bedre virkelighed for staten Israel« uden modstand.

Israelske diplomater fortalte efter de to lederes møde, at det israelske udenrigsministerium havde forberedt fire forskellige planer for tilbagetrækning fra udsatte bosættelser på Vestbredden, men at Bush havde accepteret den første - og mindst generøse overfor palæstinenserne.

Kærkommen gave

For Sharon er Washingtons opbakning en kærkommen politisk gave i en ellers svær tid. Han står til knæene i en korruptionsskandale, og hans popularitet har været dalende i lyset af, at hans militære løsningsmodel ikke har formået at tilvejebringe øget sikkerhed for de seks millioner israelere. De er mere end nogen sinde angste for den næste selvmordsaktion, der ventes efter henrettelsen af Hamas-lederen, Sheik Yassin.

Men i går kunne Sharon notere, at tilslutningen til hans Gaza-løsning er øget i hans eget Likud-parti, hvor mere end halvdelen nu mener, den er en god idé. Med sin accept af Sharon-modellen har George W. Bush yderligere stødt den arabiske og islamiske verden fra sig, ligesom han er kommet på kollisionskurs med en af de tre andre aktionærer i den såkaldte "landkort for fred"-plan, der blev søsat under der danske EU-formandskab. Brian Owen, udenrigsminister i Irland, der varetager EU-formandskabet, reagerede i går med at "insistere" på, at en løsning ikke træffes "ensidigt" uden palæstinensernes medvirken.

lasse.ellegaard@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.