800 taget som gidsler i Tjetjenien i 2003
12 personer blev i gennemsnit taget som gidsler om ugen i fjor i den oprørske russiske kaukasusrepublik Tjetjenien. Det oplyste det russiske indenrigsministerium torsdag.
De mange gidseltagninger understreger, at de russiske myndigheder og den prorussiske præsident i Tjetjenien, Akhmad Kadirov, fortsat står over for store problemer i form af vold, kriminalitet og fattigdom, og at der er lang vej til, at der er genoprettet ro og orden i republikken.
Russisk militær har i 10 år forsøgt at bekæmpe muslimske oprørere, der kæmper for et selvstændigt Tjetjenien, men har endnu ikke været i stand til stoppe volden, selv om præsident Vladimir Putin siger, at urolighederne er ved at være ovre, og lov og orden genindført.
En række menneskeretorganisationer siger imidlertid, at indenrigsministeriets tal er for lave, og at antalet af gidseltagninger i Tjetjenien og i de omkringliggende republikker er langt højere.
Officielt er der taget 854 gidsler i Ruslands Sydlige Region, hvor Tjetjenien ligger.
/ritzau/