Makedonske præsidentkandidater skal ud i anden valgrunde
Makedoniens premierminister Branko Crvenkovski og oppositionens Sasko Kedev skal ud i anden omgang af det makedonske præsidentvalg. Med 80 procent af stemmerne talt op har de to kandidater opbakning fra henholdsvis 43 og 36 procent af vælgerne.
Makedonsk tv oplyste i nat, at valgdeltagelsen ved første valgrunde har været på 54 procent. Mindst halvdelen af vælgerne skal afgive deres stemme for at valget kan erklæres gyldigt.
- Den lave valgdeltagelse betyder, at det i anden valgrunde vil være sværere at nå op på de fornødne 50 procent af stemmerne, siger Balkan-kenderen Tue Magnussen, der er observatør ved valget, til Ritzau.
Ingen af de to albanske kandidater, der var opstillet ved valget, gik videre til anden valgrunde. Dermed er det de to etniske makedonere, der konkurrerer om at overtage præsidentposten, og det kan medvirke til, at de albanske vælgere bliver hjemme, når der skal stemmes igen.
/ritzau/