Italiensk gidsel myrdet - japanere meldes frigivet
Den italienske udenrigsminister Franco Frattini bekræftede i nat, at en af de fire italienere, der holdes som gidsler i Irak, er blevet dræbt.
Ministerpræsident Silvio Berlusconi fastslår, at drabet på gidslet ikke vil få nogen indflydelse på Italiens deltagelse i den amerikansk ledede koalition.
Frattini sagde til italiensk tv, at Italiens ambassadør i Qatar havde set den arabiske tv-station al-Jazeeras optagelser og bekræftede over for den italienske regering nyheden om, at gidslet, Fabrizio Quattrocchi, var blevet dræbt.
Al-Jazeera rapporterede, at irakiske bortførere havde dræbt et italiensk gidsel og truede med at dræbe tre andre, fordi Italien har afvist at trække sig ud af den amerikansk ledede koalitionsstyrke i Irak.
Japanere meldes frigivet
Torsdag eftermiddag rapporterede den arabiske tv-station al-Jazeera, at tre japanske gidsler i Irak er løsladt. Det er endnu ikke bekræftet.
Al-Jazeera har ifølge det britiske nyhedsbureau Reuters vist billeder af de tre japanere efter frigivelsen, som samtidig bekræftes af Sheik Abdul Salem Kubaissi, en repræsentant for Komiteen af Muslimske Lærde. Komiteen har spillet en rolle som mægler ved frigivelsen.
/ritzau/Reuters