CIA fem år fra effektiv bekæmpelse af terror
Den amerikanske efterretningstjeneste CIA er endnu ikke kommet op i et gear, hvor den effektivt kan bekæmpe terrorgrupper.
Det sagde George Tenet, CIA's chef, onsdag til den føderale kommission, der undersøger terrorattentaterne i USA den 11. september 2001.
Tenet sagde, at CIA stadig er omkring fem år fra at have dannet en tjeneste, der kan konfrontere terrorisme, og han tilføjede, at det samme gælder for andre amerikanske efterretningsapparater som NSA samt analyseafdelinger.
Kommissionen har under høringer i de seneste uger kraftigt kritiseret, at de forskellige organer ikke var i stand til at samarbejde og kæde forskellige oplysninger sammen forud for terrorattentatet, der ramte World Trade Center og Pentagon i Washington. Omkring 3000 mennesker blev dræbt.
Tenet sagde, at advarsler strømmede ind til CIA i sommeren 2001, men at der ikke blev talt om tidspunkt, metode eller sted for attentaterne.
/ritzau/dpa