USA holder ud for at sikre frit Irak
Præsident Bush indrømmede under en sjælden pressekonference i Det Hvide Hus, at det har været nogle hårde uger i Irak, og at situationen kan blive endnu værre, inden den bliver bedre. Det er imidlertid USA's pligt at arbejde for frihed, og de faldnes arbejde skal gøres færdigt.
Washington
Magtoverdragelsen i Irak vil blive gennemført som planlagt, og USA bliver i landet, indtil arbejdet med at skabe et stabilt demokrati er gjort færdig om det så vil kræve flere soldater, forsikrede George W. Bush, da han onsdag morgen dansk tid holdt en af sine sjældne pressekonferencer.
Præsidentens udspil fra østværelset i Det Hvide Hus kom, efter at mange af hans partifæller havde kritiseret den langvarige tavshed, som i første omgang mødte de optrappede voldshandlinger i Irak.
Skændede lig fundet
Kort tid inden præsident Bush trådte frem for pressekorpset og det amerikanske folk, kom meddelelsen om, at ligene af fire savnede amerikanere var blevet fundet i en interemistisk grav. Ligene var grusomt skændede.
Med mere en 80 dræbte soldater siden månedsskiftet er april allerede den blodigste måned, siden Saddam Hussein blev afsat og Bagdad faldt for næsten præcis et år siden.
Volden er begrænset
I sin 17 minutter lange åbningserklæring fastholdt præsidenten imidlertid, at volden i Irak hverken er en borgerkrig eller en folkelig opstand. Den er begrænset til enkelte områder.
"Volden er enkelte ekstreme og hensynsløse elementers forsøg på at sikre sig magt," lød forklaringen fra præsident Bush.
Nervøs og anspændt Bush
I de følgende 45 minutter besvarede præsidenten, der flere gange virkede nervøs og anspændt, 15 spørgsmål. De drejede sig alle om krigen i Irak eller om undersøgelsen af baggrunden for terrorangrebene 11. september 2001.
Det er et år siden, at præsident Bush sidst holdt en pressekonference i den bedste sendetid, og det var blot hans tredje fremtræden af denne art, siden han kom til magten. Det var første gang, at han ikke måtte forklare økonomiske eller andre hjemlige problemer.
Vietnam-paralleller afvist
Et forsøg på at drage paralleller mellem krigen i Irak og Vietnam-krigen blev afvist med en bemærkning om, at analogien ikke passede.
"Desuden mener jeg, at det sender det forkerte budskab til vore tropper og til vore fjender."
Flere styrker og mere udstyr
Flere gange blev det gjort klart, at anmodninger om en forøgelse af de amerikanske styrker vil blive opfyldt. Ønsker om mere udstyr vil også blive imødekommet uden tøven.
Det var magtpåliggende for George W. Bush at beskrive indsatsen i Irak som et led i krigen mod terror.
"Det er ikke krigen mod terror, men det er en del af krigen mod terror. Nogle spørger mig, om denne krig kan vindes. Selvfølgelig kan den det."
Ingen undskyldning for fejl
Et par gange gav spørgsmål præsidenten mulighed for at undskylde mulige fejl, som banede vejen for terrorangrebene mod New York og Washington, men han veg uden om og talte i stedet om sin sympati og medfølelse for alle pårørende til de faldne.
"Jeg forsikrer dem, at vi vil gøre de faldnes arbejde færdigt.
Et spøgsmål om en mulig fejl efter 11. september 2001 kom øjensynligt bag på præsident Bush, der viklede sig ind i en længere forklaring om, at det var let at være bagklog, og at han måske senere ville komme i tanke om en fejl.
Magtoverdragelse - men til hvem?
Enkelte svar syntes at åbne for en byge af spørgsmål, som vil følge i de kommende dage. Præsidenten måtte således indirekte indrømme, at han kun 78 dage inden den planlagte tilbagegivelse af suverænitet til irakerne ikke har nogen anelse om, hvem den skal overgives til.
"Det er op til FN's udsending Lakhdar Baktiar at udarbejde en plan for en irakisk overgangsregering. Men det står fast, at vi ikke kan udsætte datoen 30. juni."
En større sammenhæng
Flere gange i løbet af de 61 minutter foran kameraerne gjorde præsident Bush det klart, at det for ham var magtpåliggende at understrege, at indsatsen i Irak skal ses i en større sammenhæng.
"Det er vor pligt at arbejde for frihed. Vi holder ud. Vi gør arbejdet færdigt. Til irakerne siger jeg: Vi holder ud, så I kan leve frit en dag."
Ønske om ny FN-resolution
Løfterne blev tilføjet en indrømmelse af, at det har været et par hårde uger, og at tingene kan blive endnu værre i Irak, inden de bliver bedre. Indsats fra flere NATO-lande blev hyldet, samtidig med at ønsket om en ny FN-resolution blev bekræftet.
Det eneste konkrete udspil er en beslutning om at sende viceudenrigsminister Richard Armitage til Mellemøsten for her i flere hovedstæder at diskutere problemer af fælles interesse.