Condoleezza Rice i krydsforhør

Presset øges på Bush-regeringen under 11. september-høring. Det Hvide Hus forsøger at bagatellisere tale, som skulle have været holdt 11. september 2001 uden et ord om Al Qaida.

Washington

Condoleezza Rice vil blive angrebet fra alle sider, når hun næste torsdag som præsidentens sikkerhedsrådgiver skal forsvare regeringens indsats mod terror inden angrebene på New York og Washington 11. september 2001.

Rice vil ikke kun blive udspurgt om modsætningerne til sin tidligere nære medarbejder, anti-terrorchefen Richard Clarke, men også om tilbageholdelsen af tusinder af fortrolige dokumenter, som er frigivet, men endnu ikke nået frem til undersøgelseskommissionen.

Det Hvide Hus fastholdt i ugevis, at præsidentens sikkerhedsrådgiver ikke kunne deltage i en offentlig høring og her under ed afgive forklaring. Undersøgelseskommissionen med dens fem demokratiske og fem republikanske medlemmer stod imidlertid fast på deres krav, og tirsdag kapitulerede præsident Bush.

Overgangen fra Clinton

Medlemmer af undersøgelseskommissionen håber, at de gennem den to og en halv time lange afhøring af Rice vil få bedre viden om, hvordan overgangen fra præsident Bill Clinton og hans regering forløb, og om den nye regering tog truslen fra terrorister tilstrækkeligt alvorligt.

Medlemmerne har fået ny ammunition, efter at Washington Post afslørede, at Condoleezza Rice 11. september skulle have holdt en større tale om sikkerhedspolitik. Talen blev aldrig holdt, fordi sikkerhedsrådgiveren sad fast i Det Hvide Hus, som nu nægter at offentliggøre manuskriptet.

Det anerkendte dagblad har imidlertid fra kilder, der har læst hele talen, fået forskellige uddrag. De bekræfter, at Rice ville have lagt næsten hele vægten på den trussel, som regeringen så fra langtrækkende raketter, der kunne falde i hænderne på "bøllestater".

Denne trussel var ifølge præsident Bush og Rice den vigtigste begrundelse for kravet om at konstruere et kostbart missilskjold, skønt det dengang som nu er usikkert, om et sådant skjold er teknisk muligt.

Rice nævnte ikke hverken Osama bin Laden eller Al Qaida i sit manuskript, men indrømmede, at terrorister udgjorde en trussel mod USA. Truslen fra raketter var dog langt alvorligere.

»Vi skal være bekymrede for bomben i en kuffert, for bilbomben og for giftgas i undergrundsbanen, men hvorfor sætte dobbelt lås på døren og oplagre spraydåser og så vælge at lade vinduet stå åbent.«

Støtte til Clarke

I Det Hvide Hus forsøger talsmanden Scott McClellan nu at bagatellisere talen med en understregning af, at der blot var tale om et enkelt indlæg, der ikke afspejlede alle de indgreb, som regeringen havde foretaget i kampen mod terror.

Talen synes imidlertid at understøtte Richard Clarke, der fortalte undersøgelseskommissionen, at præsident Bush og hans ministre ikke betragtede truslen fra terroristerne som påtrængende, og derefter svækkede indsatsen mod terror ved at kaste sig ud i en unødvendig krig i Irak.

Rice kan også få problemer med at forklare, hvorfor der skulle bruges næsten otte måneder på at udvikle en ny politik mod terror, der reelt var en forlængelse af forgængernes. Denne politik lå klar til underskrift på præsidentens bord, da terroristerne slog til.

Det er givet, at sikkerhedsrådgiveren vil bruge dette dokument som bevis for, at truslen fra terror blev betragtet som så påtrængende, at regeringen nu var parat til at bekæmpe bin Laden og Al Qaida med militære midler.

Kritikere vil derimod kunne påpege, at truslen næppe blev opfattet som påtrængende, fordi den nye politik først skulle føres ud i livet i løbet af tre til fem år. I interviews har præsident Bush endog selv sagt, at han ikke opfattede truslen som akut.

Alle opgør tabt

Afhøringen af Rice imødeses ikke kun med stor spænding, men betragtes også som et eksempel på, at Det Hvide Hus har tabt alle opgør i striden omkring en fuldstændig opklaring af, hvad der gik forud for angrebene 11. september.

I første omgang afviste præsidenten, at der var behov for en uafhængig kommission. Derefter nægtede Det Hvide Hus at frigive dokumenter, og da kommissionen bad om mere tid, blev det også afvist.

Dokumenterne måtte frigives, og kommissionen fik tre måneder mere til sit arbejde, så en rapport først skal afleveres 26. juli. Den offentlige afhøring af Condoleezza Rice kan derfor udlægges som det seneste af fire nederlag.

Et femte truer, efter at Bruce Lindsay, der var en af Bill Clintons nærmeste medarbejdere, har afsløret, at Det Hvide Hus kun har givet kommissionen en fjerdedel af de 11.000 sider dokumenter, som den tidligere regering har frigivet.

Lindsay hævder, at det vil gøre det vanskeligt for kommissionen at få et billede af, hvad Clinton regeringen gjorde i sin indsats mod terror. Det Hvide Hus forsøgte sig i første omgang med en forklaring om, at kommissionen havde fået alle nødvendige dokumenter.

Kritikere har straks påpeget, at tilbageholdelsen af de mange dokumenter kan efterlade et indtryk af, at Det Hvide Hus har noget at skjule. Det kan også tolkes som frygt for, at dokumenterne i deres helhed vil vise, at regeringsskiftet førte til en svækkelse af indsatsen mod terror.

klaus.justsen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.