Læger kan forudsige hjerteanfald
Et nyt softwareværktøj hjælper læger med at forudsige, hvornår en patient er disponeret for at få hjerteproblemer med en 10 års horisont.
Det er den europæiske hjerteforening, ESC, bestående af 47 nationale foreninger, der har udviklet computerprogrammet HeartScore, skriver Reuters.
HeartScore regner på individuelle faktorer som blodtryk, kolesterol-tal, rygning og vedkommendes køn og giver derefter et bud på risikoen for et hjerteanfald.
I modsætning til de eksisterende trykte kurver over risikofaktorer og hjerteproblemer, kan man med HeartScore løbende regne på de sundhedsmæssige konsekvenser af ændringer i livsstil. For eksempel vil en ryger der kvitter tobakken kunne aflæse sin ændrede risikoprofil i programmet.
HeartScore bygger på data fra 210.000 hjertepatienter fra 12 europæiske lande.
Hjertesygdomme er den primære dødsårsag i Europa.
poul.tvilum@jp.dk