Nyt ramaskrig over minister
Tjekkiets vicepremierminister gør sig igen uheldigt bemærket - denne gang med nedsættende udtalelser om romaer.
Prag
Den tjekkiske vicepremierminister Jiri Cunek synes at spæne fra den ene skandale til den næste.
Knap nok havde regeringschef Mirek Topolanek i sidste uge accepteret hans fortsatte medlemskab af regeringen trods anklager om korruption, før han i weekenden rodede sig ud i en ny og stærkt uheldig sag. Denne gang med Tjekkiets roma-mindretal i centrum.
I et interview blev han spurgt, om andre mindretal også kunne sætte næsen op efter særlig økonomisk støtte fra staten. Svaret lød:
»Så må du sørge for at blive solbrændt, skabe kaos i dine familieforhold og starte bål i gaderne - først da vil nogle politikere sige: Dér er virkelig en stakkel.«
Præsident Vaclav Klaus tøver ikke med at kalde Cuneks udtalelser »fuldstændig uacceptable«. Regeringspartneren De Grønne kræver Cuneks afgang med henvisning til, at han giver alle tjekker et dårligt ry.
Cunek overlevede i sidste uge som vicepremierminister, men det kan blive en kort frist. Hans udtalelser kædes nu sammen med episoder sidste år, da Cunek var borgmester i Vsetin og tvangsflyttede hele roma-familier fra byens centrum til container-lignende lejligheder og forfaldne boliger.
Jiri Cunek har beklaget, at hans udtalelser er blevet »misforstået«.
Sagen om romaerne kommer midt i politiets efterforskning af Cunek for at have modtaget bestikkelse i sin tid som borgmester. Ifølge anklagerne modtog han store beløb fra en privat bygherre. Cunek afviser beskyldningerne.