Hells Angels holder fødselsdag
Hells Angels er i fuld sving med at forberede sin 50-års fødselsdagsfest i weekenden. Den skal holdes i den californiske by Oakland og bliver en af de allerstørste begivenheder i Hells Angels' historie.
Oakland-afdelingen er bedst kendt for at skulle være vagter ved en Rolling Stones koncert på Altamont Speedway Stadion 1969.
Her fik "englene" gratis øl, og til gengæld skulle de holde hysteriske Stones-fans væk fra scenen.
Det endte med, at en fan trak en pistol og blev stukket ihjel af Hells Angels. Gerningsmanden blev senere frifundet.
Hells Angels blev dannet i 1948, men først da den berygtede Oakland-afdeling blev stiftet i 1950'erne, kom der samling på tropperne, og derfor har Hells Angels ikke fejret den runde fødselsdag før nu.
Klubben har en historie, der er forbundet med blandt andet narkosalg, prostitution og vold.
/ritzau/AP