Storbritannien lægger Iran på is
Striden mellem Storbritannien og Iran spidsede onsdag til, da den britiske udenrigsminister, Margaret Beckett, meddelte, at Storbritannien fastfryser alle officiel forbindelser med Iran. Der vil kun være kontakt mellem de to lande for at finde en løsning på sagen om de 15 britiske marinesoldater, der tilbageholdes af Iran, sagde Beckett.
- Vi er nu gået ind i en ny fase af diplomatisk aktivitet. Vi må fokusere alle vores bilaterale bestræbelser i denne fase på at finde en løsning, sagde udenrigsministeren.
De 15 marinesoldater har været tilbageholdt af de iranske myndigheder siden i fredags, hvor de blev anholdt i Shatt-al-Arab-kanalen. Iran hævder, at soldaterne befandt sig i iransk farvand, mens Storbritannien fastholder, at de befandt sig i irakisk farvand.
/ritzau/