Mindst 70 dræbt af kraftige jordskælv på Sumatra

Mindst 70 mennesker mistede livet, da to kraftige jordskælv tirsdag ramte det vestlige Sumatra, siger en talsmand for Indonesiens præsident Yudhoyono.

- Indtil videre er 70 personer meldt døde forskellige steder i landet og adskillige er sårede, sagde talsmanden Sudi Silalahi.

Kl. 04.49 dansk tid ramte jordskælvet et område omkring 50 kilometer nordøst for Vest Sumatras provinshovedstad Padang. Det syntes at være efterfulgt af et næsten lige så kraftigt efterskælv omkring to timer senere.

Hundredvis af bygninger styrtede i grus og sendte øens hospitaler på overarbejde, sagde myndighedsrepræsentanter og øjenvidner.

Det første jordskælv, der havde en styrke på 6,3 på richterskalaen, kunne også mærkes i Singapore og i nabolandet Malaysia.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen