Ekstremisterne sætter dagsordenen i Mellemøsten

Jerusalem

Flagene var på halv stang på pladsen foran Jerusalems rådhus. Fra toppen af det nærliggende Notre Dame-kompleks blafrede Vatikanets fane i efterårsvinden - hverken årsdagen for mordet på premierminister Yitzhak Rabin i 1995 eller fem myrdede israelere og to dræbte palæstinensiske terrorister i søndags anses for at være et paveligt anliggende.

Men hvis anliggende er den opadgående voldsspiral?

De fleste svarer: »Ekstremisternes på begge sider«. Ingen andre har interesse i at myrde løs på hinanden, som det sker i disse uger, hvor op imod 50 palæstinensere og en halv snes israelere har mistet livet ved palæstinensisk terror og israelsk modterror.

I går morges rykkede israelske kampvogne tæt på Jenin i den nordlige ende af Vestbredden, den by de to terrorister fra PA-styrets politistyrke, der myrdede fire kvinder og sårede 42 i byen Hadera søndag eftermiddag, kom fra. De kom angiveligt på vegne af gruppen Islamisk Jihad, der har afvist at tage Yassir Arafats våbenhvile efterrettelig, selvom Israel rutinemæssigt holdt Arafat "ansvarlig". En gruppe fra "Al Aqsa-Brigaden", der er tilknyttet Arafats Fatah-bevægelse, dræbte samtidig en 22-årig soldat ved kibbutzen Metzer nær Hadera. I en erklæring fra PA-styret fordømtes mordene på de fire kvinder, men ikke drabet på soldaten, der ifølge Arafats talsmand, Bassam Abu Sharif, var gengældelse for en likvidering af en Fatah-aktivist i byen Tulkarem lørdag. I dette bibelske landskab gælder reglen om et øje for et øje mere end nogen sinde.

Pr-katastrofe

Kort efter terrorangrebet i Hadera trak de israelske kampvogne omsider ud af byerne Betlehem og Beit Jala, der ligger i en afstand fra Jerusalems bykerne som Vanløse fra Rådhuspladsen i København. Samtidig ophørte skyderierne fra Beit Jala mod Gilo, den jødiske bosættelse i det yderste sydlige Jerusalem.

Styrkerne standsede ved kontrolposten nær Tantura, et kristent center, der arbejder for fred mellem trosretningerne. Billederne af kampvogne i netop Betlehems snævre gader vurderes af flere aviskommentatorer til at være en "public relation-katastrofe" for Israel. Kirker blev beskudt, selv Kristi Fødselkirke blev ramt, et hotel, der symbolsk nok hed "Paradise", er udbrændt, ødelæggelserne i Jesu fødeby er enorme, og beløber sig ifølge palæstinenserne til 150 millioner kroner.

Meningerne om den storstilede militære aktion, der nu har varet i 12 dage, er delte. Israels hærledelse siger, at aktionen genoprettede "afskrækkelsesbalancen" mellem de to parter, og at det netop var hensigten. Det militære opbud skulle vise den palæstinensiske ledelse, at prisen for aktioner mod Israel kan blive en genbesættelse af de autonome områder, og at det vil få Arafat "til at tænke sig om en ekstra gang".

Nogle eksperter peger på, at de voldsomme troppebevægelser virkede stik modsat: De stoppede ikke terror-aktionerne på israelsk territorium, og de virkede yderligere provokerende på de palæstinensiske civilister, der endnu en gang blev spærret inde i deres byer. Det ville have været både mere effektivt og mindre opsigtsvækkende, hvis israelerne havde anvendt kommandostyrker og "under cover"-enheder til at anholde og/eller likvidere de ansvarlige for mordet på turistminister Revcham "Ghandi" Ze'evi, der var anledning til israelernes indtrængen i "område A", hvor Arafat har autonomi.

Dore Gold, Ariel Sharons politiske rådgiver, sagde i aftes, at »vi bliver der, så længe PA-styret ikke selv kan sikre, at israelske liv ikke er i fare«. Bassam Abu Sharif, Arafats rådgiver, siger, at »enhver aktion føder en reaktion. Og før israelerne er helt ude af vores områder, kan vi ikke tage ansvaret for en opretholdelse af våbenhvilen.«

Om Hadera-aktionen tilføjer han: »Hvis jeg var Sharon, ville jeg fyre hele ledelsen i det israelske sikkerhedsapparat - de er ikke deres opgave voksen«.

Sharons plan

Men Ariel Sharon, den israelske premierminister, fyrer ikke nogen. Han har tvært imod besvær med at holde sammen på en regerings-koalition, der forekommer stedse mere vaklende. Arbejderpartiets udenrigsminister, Shimon Peres, har truet med at gå hele fire gange i de otte måneder, regeringen har fungeret, men er hver gang blevet overtalt af Sharon til at blive på sin post. Sharon har ganske vist ikke, siger kilder i hans nærmeste inderkreds, nogen overordnet plan for, hvor den nuværende konflikt skal ende. Han arbejder angiveligt på en dag-til-dag-basis, som reelt overlader det til ekstremisterne at sætte dagsordenen. Og den går ud på at hindre forhandlinger for enhver pris. Når han alligevel lægger vægt på at havde "duen" Peres indenfor i stedet for udenfor døren, er det, fordi han mener, at Peres er den bedste til at afværge USA's stigende mishag med israelernes jernnævepolitik.

Da Peres var i Washington forleden, fik han præsident Bush's ord for, at USA ikke forlangte israelsk tilbagetrækning "øjeblikkelig", men "så hurtigt som muligt" - hvilket, som den konservative nationalistavis, The Jerusalem Post noterer på lederplads, "gør en verden til forskel". For derved accepterer USA, at Israel har "ret" til at trænge ind i de autonome områder - en "ret", der faktisk står nedfældet i den såkaldte Oslo II-aftale, der i 1995 fulgte op på aftalerne fra 1993. Benjamin Ben-Eliezer, Arbejderpartiets forsvarsminister, sagde i går til en parlamentskomité i Knesset, at det "ikke er hensigten at ødelægge PLO-strukturen, men at sikre, at Arafat håndhæver våbenhvilen. Gør han ikke det, må Israel gøre det for ham."

Heroverfor står argumentet, at Arafat ikke kan håndhæve noget som helst, så længe Israel ikke trækker sig tilbage fra de palæstinensiske byer. Tvært imod svækkes han dag for dag, hvor ekstremismen vinder frem. Det samme kan siges at være tilfældet for Ariel Sharon. Men måske er der en slags lysning forude - Tony Blair, den britiske premierminister er på vej til Washington med et forslag om en ny plan for Mellemøsten.

Mallorca-møde

En højtstående, palæstinensisk embedsmand, meddelte sent i aftes, at Arafat skal mødes med Peres under en konference for de europæiske lande og landene på den spanske ø Mallorca på fredag.

lasse.ellegaard@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.