Argentina tæt ved at standse gældsbetalinger
Argentina er tæt på at standse betalingerne, mens en længe planlagt økonomisk pakke mandag atter blev udsat, for at Den Internationale Valutafond (IMF) kunne gennemgå initiativerne.
Argentina har en offentlig gæld på 132 milliarder dollars (1085 mia. kr.) og fattes penge til at betale afdragene.
En IMF-delegation ville formentlig mandag begynde at studere pakken, efter at låneinstitutionen allerede har ydet kreditter på 22 milliarder dollars (181 mia. kr.) i år.
- Vi forsøger at mindske udgifterne vedrørende provinsernes og statens gæld, sagde økonomiminister Domingo Cavallo.
- Vi ønsker at skabe tillid og tilbyde bedre garantier for betalingerne, sagde Cavallo.
Vicefinansminister Julio Dreizzen trådte mandag tilbage "af personlige grunde".
Den økonomiske krisepakke er foreløbig blevet forsinket i to uger på grund af intern uenighed om indholdet.
Det argentinske finansmarked reagerer negativt på uvisheden. Kursindekset for toneangivende aktier på børsen i Buenos Aires faldt mandag med 8,7 pct.
/ritzau/Reuters