Bush afviser krav om landstyrker i Afghanistan
Den amerikanske præsident, George W. Bush, afviste mandag et voksende pres om, at han bør indsætte landstyrker i Afghanistan i krigen mod Taliban-styret og Osama bin Ladens al-Qaeda netværk.
Bush sagde, at han anvender en "beslutsom og tålmodig" strategi.
- Jeg er tilfreds med de fremskridt, vi gør, sagde han i Det Hvide Hus, hvor han ledte det første møde i et nyt råd for indenlandsk sikkerhed. Rådet blev etableret efter terrorangrebene i New York og Washington den 11. september.
Flere kritikere mener, at Bush synes at føre krigen ud fra et afgørende hensyn om at begrænse tabet af amerikanske soldaters menneskeliv, men at risikoen for, at civile afghanere ved en fejltagelse dræbes som følge af luftbombardementer, samtidig er øget.
/ritzau/AFP