Forskere vil flytte Jorden
En global opvarmning af astronomiske dimensioner er på vej mod Jorden. Faren opstår dog først om en milliard år. Alligevel arbejder en række seriøse, amerikanske forskere med at undersøge, om det er muligt at flytte Jorden længere væk fra Solen.
»Og teknologien er langt fra usandsynlig. Teoretisk set vil det være muligt at flytte Jorden længere væk fra Solen,« fastslår dr. Greg Laughlin fra NASA's Ames Research Center i Californien, USA, overfor Jyllands-Posten.
NASA's Greg Laughlin har sammen med astrofysiker Fred Adams fra The University of Michigan samt Don Korycansky fra The University of California stået for de opsigtvækkende undersøgelser af muligheden for at flytte Jorden. De tre forskere har i forbindelse med et større forskningsprojekt om klodens fremtid brugt omkring en måned på at se på, hvordan Jorden eventuelt kan reddes fra udslettelse.
Alvorlige problemer
Der er dog fortsat en lang række alvorlige problemer, før jordkloden kan blive flyttet længere ud i rummet:
Dels risikerer Månen, der i dag styrer vort tidevand, at forsvinde, dels vil det formentlig også blive nødvendigt at flytte Mars.
Greg Laughlin understreger samtidig, at arbejdet intet har at gøre med den nuværende diskussion om global opvarmning:
»Vores undersøgelse arbejder med helt andre tidsperspektiver. Tanken er i løbet af flere milliarder år at flytte Jorden længere væk fra solen. Men der har været en del misforståelser omkring vores arbejde, fordi nogle journalister har koblet vores undersøgelser sammen med den nuværende diskussion om global opvarmning. Men den metode, vi har undersøgt, vil slet ikke kunne bruges til at gøre noget ved den globale opvarmning, vi nu ser. Det vil tidsmæssigt slet ikke være muligt at flytte Jorden, med mindre man har flere milliarder år til at gøre det i,« fastslår Greg Laughlin.
»Det er samtidig vigtigt at understrege, at hverken vi - eller NASA - har nogen færdig plan for, hvordan Jorden eventuelt kan flyttes. Vi har blot undersøgt nogle muligheder.«
Ifølge Greg Laughlin har man endnu ikke den nødvendige teknologi til at gennemføre en flytning af jordkloden:
»Men operationen vil være lettere end at sende et bemandet rumskib ud i rummet for at opdage nye stjerner. Det ligger imidlertid langt udenfor, hvad NASA har penge og kapacitet til. Og NASA har i dag ingen ønsker om at flytte Jorden,« understreger Greg Laughlin.
Solen vokser
Baggrunden for det mildt sagt noget besynderlige forskningsprojekt er det faktum, at Solen om cirka en milliard år - i takt med at den brænder brint af - vil være vokset og samtidig have øget strålingen med 11 procent. Det vil formentlig gøre Jorden ubeboelig for mennesker. Om 3,5 milliarder år vil strålingen være øget med i alt 40 procent - mens Solen om fem-syv milliarder år vil stråle 2500 gange så kraftigt, som den gør i dag. Samtidig vil den svulme op til 100 gange den nuværende størrelse. Herefter vil Solen blive til en gigantisk, rød ildkugle, der først vil smelte hele Jordens overflade og efterlade den som en gold, død sten. Herefter regner forskerne med, at Solen til sidst vil løbe tør for brændstof og ende som en hvid mini-stjerne.
De tre ansete forskere har blandt andet kørt en række computersimuleringer, for at finde ud af, hvordan Jorden vil reagere, hvis man begynder at pille ved en række forskellige faktorer.
Sådan kan det gøres
Ideen er følgende: Ved hjælp af en 100 kilometer lang komet eller asteroide, som man ved hjælp af raketter sender ind omkring Jorden, kan man langsomt trække jordkloden længere ud i rummet. Det er tanken at sende kometen eller asteroiden forbi Jorden i en afstand af blot 16.000 kilometer for at bruge kometens centrifugalkraft til at trække Jorden væk fra Solen. Men hele operationen er særdeles risikabel. For det første ved man endnu slet ikke nok om, hvad der sker i hele vores solsystem, når man begynder at ændre på de forskellige planeters kredsløb, forklarer Greg Laughlin.
For det andet vil en asteroide eller komet, der passerer så tæt forbi Jorden, have en tidevandseffekt, der er 10 gange større end Månens. Og hvad vil det betyde for livet på Jorden, spørger forskerne.
Målet med hele operationen er efter nogle få milliarder år at have flyttet Jorden adskillige millioner kilometer væk fra Solen, så livet på Jorden kan fortsætte.