Mussolini er kult
Predappio
Benito Mussolinis grav i fødebyen Predappio er et kultsted. Mennesker kommer og går andagtsfuldt. Mange korser sig foran den svære granitsarkofag, eller de hvisker en stille bøn til diktatoren, som blev henrettet sammen med sin elskerinde for 56 år siden.
Det er en god og stor dag i Renato Rambellas liv. Her i den tidlige morgen er han stået op i sit beskedne hus på via Garibaldi, opkaldt efter Italiens befrier, i landsbyen Alfonsine nær Ravenna.
Han har iført sig sin bedste sortskjorte, sine nypressede sorte bukser, sorte sokker og sorte sko. I skjortebrystet satte han et lille metaltegn, der viser, at han er medlem af Nationalalliancen, indtil for få år siden det nyfascistiske parti, dernæst et moderat og efter alt at dømme demokratisk højreparti.
Nu står han - med tre venner - foran Mussolinis grav i Predabbio, il Duces fødeby og det sted, hvor hans jordiske rester efter hans likvidering oppe ved Comosøen omsider kom til hvile i 1957.
Med en stemme, der ryster af bevægelse, siger Renato Rambella til mig:
»Il Duce er mit liv... Han er min fører. Han vil altid lede mig. Jeg vil altid være ham tro.«
Vennerne slutter sig til ham. De stiller op på række foran den groft tilhuggede granitsarkofag under en snehvid marmorbuste af Benito Mussolini med den så godt som hårløse skalp, de måske lidt ængstelige øjne, den stramme mund og den aggressivt fremskudte hage. Så gør de den romerske hilsen - højre arm strakt frem imod den opgående sol, i retning af det nye imperium, som Mussolini bildte italienerne ind, at han var ved at skabe, og som endte med, at han og elskerinden Clara Petacci blev skudt på nøjagtig denne lørdag i 1945.
Døgnet efter blev de af kommunistiske partisaner hængt op med benene i vejret på Loretta Pladsen i Milano, et makabert skue, som hver eneste italiener kender fra de pressebilleder, der regelmæssigt ledsager en efterhånden årelang diskussion om Italien mellem højre og venstre, mellem fascisme og kommunisme, om krig og borgerkrig, om demokratiet kontra diktaturet, om republikken kontra kongedømmet.
Dette er et kultsted
Vi står i krypten under San Cassiano Kirkegården, omgivet af familien Mussolinis grave, af friske blomsterbuketter, af billeder, flag, plakater og patriotiske opråb. Mennesker kommer og går andagtsfuldt. Mange korser sig eller knæler foran Benito Mussolinis sarkofag. Andre henvender hviskende en bøn til den døde. Dette er ikke en normal familiegrav. Dette er et kultsted. Her tilbedes en af det tyvende århundredes mest berygtede og mest patetiske skikkelser, en mand, der formåede at bedrage både sig selv og et helt land.
Predappio ligger i en afkrog af Romagna, en provins, der har ry for at være besværlig og egensindig. Her kastede Cæsar sine terninger i år 49 før Kristus, hvorpå han med sine legionærer gik over Rubicon og mod Rom. Her færdedes barbarer, byzantinere, longobardere og frankere. Her kæmpede frie kommuner, fyrster og paver mod hinanden, indtil Romagna i 1860'erne fandt sin plads i den nye italienske stat.
Her levede få år senere en halvfattig grovsmed og hans hustru, der var lærerinde i den lokale skole. Smeden var en urolig og drikfældig, men politisk vakt mand, optaget af tidens socialistiske og republikanske ideer. Moderen var mere behersket og forsøgte at give sine børn en katolsk opdragelse. Benito - født 29. juli 1883 - var sin faders snarere end sin moders barn. Drengen nægtede tidligt at deltage i søndagsmessen. Han blev bortvist fra to skoler som følge af sine ustandselige slagsmål med andre elever, og fordi han poserede i rollen som »antipatriot«.
»Jeg er fascist«
Næppe har vi parkeret foran indgangen til kirkegården, før end vi møder Marina Rolli, en energisk og hjertelig dame, hvis blonde manke røber et ikke ringe forbrug af kemiske midler. »Leder De efter vor fører?« spørger hun.
Det kan vi dårligt nægte.
»Så er det denne vej,« kommanderer hun veloplagt og traver op imod et centralt anbragt kapel.
»Jeg er fascist,« siger hun uden tøven. »Min fader var fascist, min bedstefader kendte Mussolini og kæmpede med ham. Her er vi alle fascister.«
Alle og alle, tænker jeg. Predappio med knap 6000 indbyggere forestås af en borgmester fra venstrefløjen, opstillet af Venstredemokraterne, de tidligere kommunister, men jeg ser ingen grund til at diskutere denne detalje med Marina Rolli. Derimod vil jeg gerne vide, hvad hun finder tiltrækkende ved ham? Hvad hun mener, at han gav Italien og italienerne?
»Han gav os orden og et stærkt fædreland,« svarer hun på ny uden tøven. »Vi italienere har brug for en stærk mand. Hvad har vi i dag? Svage politikere, en svag stat, kaos, uorden, kommunister og terror. Vor fører er væk. Det er til at blive syg af. «
Vi stiger ned i krypten, hvor vi står overfor Renato Rambella og hans venner. Da jeg giver Renato hånden, slår han næppe hørligt hælene sammen. Han er en tænksom mand, viser det sig. De lysende, blå øjne vidner om begavelse og nysgerrig interesse for omgivelserne. Han er højreorienteret, fremhæver han, ikke konservativ. Han mener, at Mussolinis såkaldt korporative stat kunne være et gode i en verden, der nu flyder ud i internationalisering og globalisering, i narkotikamisbrug og kriminalitet.
»Vor stakkels Mussolini,« tilføjer han. »Han gjorde så meget godt for os. Tænk, at det skulle gå ham så skidt...«
Renato Rambella og hans venner stiller op til fotografering foran sarkofagen. Derefter giver vi hinanden hånden til farvel. Endnu engang slår han hælene sammen.
Det hører til de mange livsløgne, som Mussolini betjente sig af, først som socialist, siden som fascist, at han voksede op i yderste armod. I huset i Predappio var der altid mad, ligesom der var penge til børnenes undervisning. Grovsmeden og hans familie tilhørte det lavere borgerskab, ikke proletariatet.
Det viser sig også i, at Benito Mussolini anså sig for og optrådte som intellektuel, ikke som arbejder. Som ung journalist agiterede han voldsomt mod Italiens indtræden i Første Verdenskrig. Han blev følgelig belønnet med stillingen som chefredaktør på det socialistiske dagblad Avanti! i Milano. Da han fandt ud af, at hans artikler mod krigen, mod kongehuset og mod kirken skadede hans meget betydelige politiske ambitioner, lagde han tonen om, blev ekskluderet af Socialistpartiet og grundlagde sin egen avis, Il Popolo d'Italia, hvor han skrev ophidset om behovet for krigen som en hærdende, national erfaring og for fædrelandets territoriale ekspansion på bekostning af bl.a. Østrig-Ungarn, de slaviske folk på Balkan, araberne i Nordafrika og etioperne i Østafrika.
Han gik selv ind i hæren, blev lettere såret og modtog flere dekorationer. Efter sin hjemkomst dannede han sin Fascistiske Bevægelse, som tog magten i 1922 efter Marchen mod Rom, og som derefter terroriserede Italien til Mussolinis første fald i 1943, fulgt af yderligere to års terror i Norditalien, hvor Mussolini på den tyske nazifører Adolf Hitlers nåde forestod den såkaldt Italienske Social Republik med sæde i Salo, et rent marionetforetagende.
Mussolini mistede over 300.000 soldater i Anden Verdenskrig, men han var ikke nær så blodig som Hitler i Tyskland eller Stalin i Sovjetunionen. Han indgår i det lange galleri af autoritære magthavere, som - ud over Hitler og Stalin - prægede Europa før, under og efter Anden Verdenskrig, blandt dem Franco i Spanien, Salazar i Portugal, Antonescu i Rumænien, Pavelic i Kroatien og Horthy i Ungarn.
Blandt de modstandere, han lod myrde, var socialisten Giovanni Mateotti, der siden gav sit navn til Predappios hovedgade, hvis fascistiske bygninger er mange og velholdte. Mussolini var optaget af Nietzsche og så sig som det nye overmenneske. Han talte - højrøstet fra sin balkon på Palazzo Venezia i Rom - om det italienske imperium, om militær styrke og om ofre på fædrelandets alter. I virkelighedens verden rådede Italien ikke de ressourcer, som hans eventyr krævede. Selv var han en principløs, magtbegærlig opportunist, en politisk skuespiller, en mytoman og sentimentalist.
Fascisterne på scenen
Fascisterne er stadig på scenen - nøjagtig som kommunisterne, deres med- og modspillere. Ekskommunisterne leder i skikkelse af det Venstredemokratiske Parti centrum-venstre kræfterne, der har styret siden 1994. Eksfascisterne under Gianfranco Fini, en af nationens bedste politikere, kalder sig nu for Nationalalliancen og indgår i forretningsmanden Silvio Berlusconis centrum-højre koalition, som ventes at danne regering efter parlamentsvalget om fjorten dage.
Folk som Marina Rolli og Renato Rambella udgør mindretallenes mindretal. Finis allerede stuerene Nationalalliance kan regne med 12-13 procent, siges det. De egentlige fascister under en uheldssvanger skikkelse ved navn Pino Rauti tilskrives en halv procent. De ortodokse kommunister under under Fausto Bertinotti støttes af mindre end 10 procent af vælgerne.
De store partier er Walter Veltronis venstredemokrater med tilslutning fra omkring 20 procent og Berlusconis liberalt-konservative Forza Italia, der ifølge meningsmålingerne vil få små 30 procent af stemmerne.
To gange i nyere tid har Italiens politiske teater ændret sig totalt: med Anden Verdenskrigs ophør i 1945, fulgt af kongedømmets forsvinden året efter, dernæst med kommunismens sammenbrud i 1989-91.
Kun i Predappio er det muligt at se en del af det gamle spil gå videre.