Baggrund: Slutspil i Beograd

Beograd

Igennem den forårsgrønne skov lyder råbet igen og igen: »Slobo ... Slobo... Slobo.«

Hundreder af mennesker, fortrinsvis halvgamle og fattige, er trukket op på den smalle villavej i Beograds velhaverkvarter, hvor de hylder deres fører gennem snart femten år og fire tabte krige.

Slobodan Milosevic, den tidligere diktator, har ikke vist sig siden klokken tre natten mellem fredag og lørdag, da han kom ud for at hilse på sine tilhængere og meddele dem, at han ikke var bange. Han blev hilst med jubel. Onde tunger inde i hovedstaden hævder, at det var en dobbeltgænger, der blev sendt ud i mørket, iført den faldne herskers karakteristiske blå jakke og grå bukser.

Demonstrationen i Dedinje overvåges af flere hundrede uniformerede betjente og militsfolk i violblå kampdragter. Længere nede, på Stjernepladsen, står de nysgerrige, igen flere hundrede mennesker og strækker hals.

Endnu engang er et drama undervejs på Balkan.

Denne gang gælder det Milosevic, siden 1987 Serbiens og dernæst Jugoslaviens tyran, som Vesten kræver udleveret til FN's krigsforbryderdomstol i Haag, der sigter ham for massemord og forbrydelser mod menneskeheden.

Magtkamp i Beograd

Var Milosevic kortvarigt arresteret natten til lørdag? Måske, måske ikke. Typisk for stemningen i denne by og dette land kan man høre alle mulige udsagn. I virkeligheden aner de færreste, hvad der virkelig foregår - heller ikke resterne af den engang så mægtige krigsherres tilhængerskare, som time for time bliver mindre.

De seneste meningsmålinger viser, at 85 procent af de adspurgte mener, at Milosevic skal fængsles. Kun 15 procent modsætter sig hans overførsel til Haag. En anden meningsmåling siger, at 40 procent ønsker ham udleveret til krigsforbryderdomstolen, mens 30 procent synes, han skal dømmes i Serbien. Andre 30 procent har ingen mening.

Forlydender vil vide, at der foregår en magtkamp mellem det nye folkevalgte styres topmænd - mellem Jugoslaviens præsident Vojislav Kostunica, som anser domstolen i Haag for et illegalt apparat, indrettet af Vesten og i særdeleshed af USA i den hensigt at ydmyge serberne, og den serbiske regeringschef, Zoran Djindjic, som hellere end gerne ser Milosevic i international varetægt.

Løfte til Milosevic

Kostunica er serbisk nationalist - og skal i de ophidsede oktoberdage, da diktaturet brød sammen, have lovet Milosevic, at han ikke ville blive udleveret. Den internationalt orienterede Djindjic ved, at såfremt Serbien ikke inden udgangen af marts kan overbevise den amerikanske kongres om, at Beograd samarbejder tilfredsstillende med FN-domstolen, risikerer Serbien at miste en umiddelbar hjælp på 100 millioner dollars eller 800 millioner kroner samt USA's støtte i Verdensbanken og andre finansinstitutioner.

På denne sene, varme eftermiddag er der måske mere i luften end som så. Kostunica er præsident for Jugoslavien, en fantomstat, bestående af Serbien og den lille bjergrepublik Montenegro, hvis leder, Milo Djukanovic, gør alt for at rive sig løs. Djindjic er regeringschef i et reelt eksisterende land, Serbien, med 10 millioner indbyggere og et betydeligt økonomisk potentiale. Mange mener, det vil passe den magtbevidste Djindjic godt, om han kan tilføje Kostunica et nederlag i affæren Milosevic.

Led i konkurrencen

Så måske var nattens tildragelser lige så meget et led i konkurrencen mellem den jugoslaviske og den serbiske leder som et regulært forsøg på at arrestere Milosevic. Så meget synes at være sikkert, at en konvoj af betjente dukkede op foran villaen sent fredag aften, og at militære forstærkninger blev tilkaldt, da den kommanderende officer ude på villavejen ikke ville give ordensmagten adgang til ejendommen.

Efter midnat kom det så til en skudveksling mellem medlemmer af det tilkaldte anti-terrorkorps og Milosevics private vagtværn, ved hvilken lejlighed to soldater og en TV-reporter blev lettere såret.

Kort efter ankom et antal sikkerhedsvogne samt en ambulance til justitspaladset i Beograds centrum. Spekulationer vil vide, at Milosevic opholdt sig i den ene af to vogne, som var udstyret med mørke ruder. Sikkert er, at han viste sig ved tre-tiden.

Hvis det altså var ham, der viste sig.

Bedrøvelige rester

Demonstrationen på villavejen, organiseret af det døende socialistpartis gruppeformand i parlamentet, Branislav Ivcovic, er at anse for de sidste bedrøvelige rester af det vældige magtapparat og de folkemasser - lejlighedsvis op til en million - som Milosevic kunne omgive sig med sine velmagtsdage, før og under krigene først mod Slovenien og Kroatien, dernæst Bosnien og til sidst NATO i foråret 1999.

I dag - lige knap seks måneder efter sit fald i forlængelse af en kort, ublodig folkeopstand - ligner han en knækket mand. Han skal have opgivet at flygte, dels fordi han anser det for uværdigt, dels og måske især fordi han ikke kan flygte. Officielt er han ikke i husarrest, men politi og soldater vogter på ham i alle døgnets 24 timer. Hustruen, Mira Markovic, der har sit eget jugokommunistiske parti, kaldet det Forenede Venstre, kan komme og gå, som hun vil. Hun skal på det seneste have aflagt flere besøg i Moskva, hvor parrets forhadte søn, en ren gangster ved navn Marko Milosevic, har slået sig med sin hustru og spæde søn.

Biskoppen: For sent

I flyet til Beograd møder jeg biskoppen af Kosovo, den milde og venlige Artemije, der nu har trukket sig tilbage til det af vestlige soldater beskyttede Gracanica Kloster udenfor Pristina. Han og hans serbiske landsmænd er blandt dem, der har tabt mest som følge af Milosevic-regimets uhyrlige forsøg på at fordrive Solsorteslettens albanere. Hvad mener han mon om den påståede arrestation af Milosevic?

»Han skulle have været fængslet for lang tid siden ... Nu er det for sent,« siger han en anelse gådefuldt og lader sin hånd glide gennem det lange, grå skæg.

Tror han, at Milosevic bliver udleveret til Haag?

»Jeg er en kirkens mand,« svarer Hans Eminence med en lille klukkende latter. »Jeg er ikke profet.«

»Han er vort ansvar«

Betjentene på Stjernepladsen har ikke lyst til at udtale sig. De trækker på skulderen og siger, at de ikke ved, hvad der foregår i villaen. Inde i skoven står falanks efter falanks af violblå militsfolk. Alexandra Nikolic, en yngre økonom, er mere meddelsom. Sammen med sin mand betragter hun demonstranterne i behørig afstand.

»Milosevic skal ikke udleveres,« fastslår hun. »Det er os og vort land, han har ødelagt. Han skal stå til regnskab her... Han er vort ansvar.«

En nydelig, midaldrende herre bryder ind:

»Demonstranterne derhenne er fattige og gamle. Det er dem, han har ødelagt, og her står de og råber på ham ... Tænk at vi er kommet så langt ud i skidtet. Tænk at vi kan være så dumme, så uvidende.«

Atmosfæren i Beograd virker både spændt og lettet efter nattens begivenheder. Der diskuteres på gader og fortovscaféer. Alle føler, at de nu overværer slutscenen i et drama, der tog sin begyndelse i midten af 1980erne, da Milosevic, dengang en navnløs bankmand og partifunktionær, begyndte sin opstigen til den absolutte magt.

»Situationen er meget omskiftelig, meget dynamisk,« siger den nydelige herre. Han vil ikke oplyse sit navn. »Mit navn er ligegyldigt,« mener han. »Jeg er bare en serber, en af dem, som Vesten ikke kan lide.«

Frygter han et kup?

»«Der er ikke flere tilbage, der kan begå et kup,« svarer han. »Men det kan stadig komme til modstand, til blodsudgydelse, til skyderier.«

Flere er fjernet

Udviklingen i de seneste uger har ikke været til at tage fejl af. En efter en er den faldne diktators nærmeste blevet fjernet - først Rade Markovic, den frygtede, tidligere chef for statssikkerhedstjenesten, som hævdes at have iværksat ganske mange af Milosevic-regimets mord og mordforsøg. Men også ledende partifolk som Uros Suvakovic, Danilo Pantovic og Nikola Mitrovic er blevet tilbageholdt som led i bestræbelserne på at afdække diktatorens forbrydelser. I sidste uge sendte Beograd - overraskende - Milomir Stakic, en eftersøgt bosnisk serber, til Haag.

Den nydelige herre har pludselig et budskab, han gerne vil aflevere.

»De skal lægge mærke til,« siger han, »at Kostunica taler mere end Djindjic. Hvorfor? Fordi Kostunica har mindre og mindre at lave i takt med, at Djindjic genopretter Serbien. Djindjic er meget tavs for tiden. Det burde forurolige Kostunica, og det burde forurolige Milosevic.«

I baggrunden hører jeg på ny råbet: "Slobo ... Slobo ... Slobo.«

per.nyholm@jp.dk

TILFREDSHED - Den danske udenrigsminister, Mogens Lykketoft, (S) hilser ordren om at anholde den tidligere jugoslaviske præsident Slobodan Milosevic velkommen. Men Lykketoft fastholder, at Milosevic bør stilles for den internationale krigsforbryderdomstol i Haag. »Den serbiske regering er indstillet på at tage et retsopgør med ham, og det må vi jo hilse positivt«, siger Lykketoft. /ritzau/