Ukoordineret nødhjælp strømmer til Indien

Nødhjælpen strømmede onsdag til katastrofeområdet i Indien, men samtidig fulgte de første koordinationsproblemer ifølge rapporter fra de værst ramte områder.

Der er fortsat stor usikkerhed om tabstallene. Nu forlyder det fra officielt hold i delstaten Gujarat, at omkring 25.000 mennesker døde ved jordskælvet, der ramte fredag med en styrke på 7,9 på Richterskalaen.

De internationale bestræbelser fokuserer sig imidlertid nu på de hundredtusinder af sårede, og et fly med et dansk nødhospital fra Beredskab Storkøbenhavn ventedes onsdag kl. 17 at lande i katastrofeområdet. Det er endnu uvist, hvornår de første patienter kan tages under behandling.

- Det kommer an på situationen, hvor det lander. Der er mangel på udstyr til at tømme flyene. Vi kan godt tømme flyet alene ved brug af flyets kran, men det er noget bøvl, siger informationskonsulent Thorbjørn Nesjan fra Beredskab Storkøbenhavn.

Målet er en militærlufthavn i byen Maliya, omkring 150 km vest for byen Bhuj, nær epicentret for fredagens jordskælv. Hospitalet har betydet udsendelse af i alt 12 personer fra Beredskab Storkøbenhavn og læger og sygeplejersker fra Rigshospitalet. Nødhospitalet indeholder ifølge Nesjan fire operationssengepladser, samt telte med plads til op til 48 patienter.

Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Christian Balslev-Olesen, befandt sig onsdag i hårdt ramte områder nær epicentret og rapporterede hjem til sin organisation i København, at der er tegn på dårlig koordinering hos de indiske myndigheder.

- Hele landsbyer ligger i ruiner. Situationen er håbløs, og så er der problemer med koordineringen, oplyste katastrofechef Lisa Henry umiddelbart efter en samtale med Balslev-Olesen.

Generalsekretæren havde sammen med Folkekirkens Nødhjælps lokale samarbejdspartnere delt mad og vand ud til beboere i et uvejsomt og isoleret område fire timers kørsel nordvest for Gujarats handelscentrum Ahmedabad.

- Den største opgave er stadig at bringe mad, tæpper og vand ud til folk. Folk er i bevægelse, de flygter. De har intet tilbage, og der er stadig efterchok, sagde Lisa Henry.

Onsdag eftermiddag lettede ligeledes et dansk Røde Kors-fly fra Værløse med kurs mod Bhuj. Det ventes fremme torsdag formiddag lokal tid med lagertelte, en gaffeltruck og 25 tons proteinkiks.

Internationalt Røde Kors arbejder på at lave et nødhjælpscenter i Bhuj med to felthospitaler og en mobilklinik med i alt 500 sengepladser. Målet er at hjælpe befolkningen i en radius på 100 kilometer.

- Nu gælder det om at hjælpe de overlevende i og omkring byen Bhuj. Basen gør os i stand til at udføre hjælpearbejdet effektivt. Dels kan sårede og syge komme til basen og blive behandlet, ligesom vi kan sende mobilklinikken ud til de områder, hvor der er brug for hjælp, sagde Birte Hald, nødhjælpschef i Dansk Røde Kors.

Nødhjælpen kommer ikke et øjeblik for tidligt. Fra byen Lodai, der også ligger nær epicentret, kom der onsdag rapporter om, at de første overlevende nu er blevet syge. Fire små børn havde ifølge en lokal læge fået diarré, formentlig efter at have drukket forgiftet vand, og det var blot de første tegn på et problem, der står til at forværres. Tyfus og kolera truer.

- Det er uundgåligt i en situation som denne, hvor der ikke er noget rindende vand, og hvor man har børn, der leger i ruiner med lig og døde dyr rundt omkring, sagde Røde Kors-talsmanden Patrick Fuller til nyhedsbureauet Reuters.

Der er forstsat stor usikkerhed om, hvor mange der egentlig omkom ved fredagens skælv. Indiens forsvarsminister George Fernandes mener, at op til 100.000 kan være døde, mens lederen af nødhjælpsdelegationen fra Røde Kors og Røde Halvmåne, Bob McKerrow, vurderer, at dødstallet måske er 50.000. Imidlertid har Gujarats delstatsregering sat antallet af omkomne til omkring 25.000.

- Alt over det ser ud til at være temmelig overdrevet, sagde P.K. Lehari, førstesekretær for delstatens premierminister.

Onsdag morgen blev en 55-årig kvinde fundet i live i en ruin i Ahmedabad, men derudover er redningsmandskabet ved at opgive håbet om at finde flere overlevende. Begge kvindens ben og en arm måtte amputeres.

Katastrofens næste fase er allerede igang i de områder, hvor sårede fortsat ikke har fået behandling; hvor mad og vand endnu ikke er nået frem til de overlevende; og hvor faren for alvorlige epidemier fortsat lurer.

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO er der ikke i sig selv nogen fare fra de døde kroppe, som er under forrådnelse i temperaturer fra 10-30 graders varme.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.