Voldsspiral i Mellemøsten

Israels premierminister, Ehud Barak, indkaldte mandag aften sit sikkerhedskabinet til krisedrøftelse, efter at et bombeattentat tidligere på aftenen havde gennemrystet den israelske kystby Netanya, rapporterede israelsk radio.

Ambulancefolk sagde, at 20 mennesker var blevet såret af en eller flere bilbomber i byen, hvor forretningsruder blev smadret af eksplosionerne, der også skabte hysteri blandt indbyggerne i byen ca. 30 kilometer nord for Tel Aviv.

Blodigt døgn

Bombeattentatet kom efter endnu et blodigt døgn i den israelsk-palæstinensiske konflikt. Fire mennesker døde nytårsnat og mandag under den fortsatte vold mellem palæstinensere og israelere, men alligevel var der spæde tegn på, at både den palæstinensiske leder Yasser Arafat og Ehud Barak arbejder videre på den amerikanske fredsplan.

Arafat udtrykte mandag håb om, at han inden 24 timer har amerikansk svar på palæstinensiske spørgsmål, hvorefter et topmøde mellem Arafat og Barak måske kan løbe af stabelen.

Men på gaden fortsætter volden, der nu er gået ind i en ny fase med målrettede drab på prominente personer fra begge sider.

Ekstremist dræbt

Søndag blev den jødiske ekstremist og bosætter Binyamin Kahane sammen med sin hustru dræbt under et palæstinensisk baghold på den israelsk besatte Vestbred. Det førte til raseri i bosætterkredse og har tilsyneladende ført til fire hævndrab på palæstinensere.

Først blev et fremtrædende medlem af Arafats Fatah-organisation skudt, efter sigende i et baghold udført af den israelske hær. Senere blev to palæstinensiske politibetjente skudt i Tulkarm på den nordlige del af Vestbredden.

Lederen af det lokale hospital, palæstinenseren Musa Abu Hmeid, sagde, at ligenes hænder var blevet skændet, og at betjentene tilsyneladende var blevet summarisk henrettet. En talsmand for den israelske hær kunne ikke give oplysninger om, hvordan drabene havde fundet sted.

Tilfældig mand skudt

Videre blev en tilsyneladende tilfældigt udvalgt palæstinensisk mand nytårsnat dræbt af skud fra en forbipasserende bil i den palæstinensiske landsby Hizma nær Jerusalem. Jødiske bosættere mistænkes for drabet.

Endelig døde en 12-årig palæstinensisk dreng mandag på et hospital i Hebron som følge af de sår, han fik dagen forinden, da han blev fanget i krydsild mellem israelere og palæstinensere.

Trods drabene fokuserede Arafat mandag på fredsforhandlingerne. Palæstinenserne har bedt USA's præsident Bill Clinton komme med præcisering af sin fredsplan.

Kontakt med USA

- Vi er i kontakt med den amerikanske administration, og vi forventer oplysninger fra dem inden for de næste 24 timer, sagde Arafat, da han mandag kom tilbage til Gaza efter et møde i Kairo med Egyptens præsident, Hosni Mubarak.

Den palæstinensiske side har beskyldt Clinton-planen for at indeholde uklarheder, og med den ophidsede tone i Arafats bagland kan det derfor blive svært at gennemføre et topmøde med Barak.

Mandag var det 36-årsdagen for Arafats organisation, Fatahs første anti-israelske angreb, og det blev markeret af i alt op mod 6000 palæstinensere i Nablus og Ramallah.

De seneste drab har bragt antallet af dødsofre for Mellemøstvolden siden 28. september op på 366, heraf langt størsteparten palæstinensere.

/ritzau/AFP

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.