Israelske højrekstremister råber på hævn
Drabet på den israelske højreekstremist Benjamin Zeev Kahane og hans kone, Talia, på den israelsk besatte Vestbred har udløst krav om hævn blandt jødiske bosættere og militante jøder.
Samtidig har det øget frygten i Israel for, at der er en bølge af højreekstremistisk vold i vente.
Hazi Kalo, tidligere israelsk sikkerhedschef, sagde mandag til den israelske hærs radio, at den politiske situation i øjeblikket er særdeles farlig.
Kahane, der var fortaler for at udvise alle arabere fra Israel, blev sammen med sin kone myrdet søndag, da deres bil blev beskudt af palæstinensere. Kahane, som var søn af den ekstremistiske rabbiner Meir Kahane, var symbol for en drøm, som mange jøder, der er imod fredsprocessen, har - nemlig et Israel fri for arabere. Det var faderen, der først lancerede drømmen og stiftede en bevægelse til at opfylde formålet. Han blev myrdet for 10 år siden i New York af en egyptisk islamist.
Ehud Sprinzak, der er specialist i ekstremistiske israelske bevægelser, advarede mandag i et interview om, at mordet på den 34-årige Benjamin Kahane betyder, at der er "krydset en rød linie" i den israelsk-palæstinensiske konflikt.
- En del af Kahanes tilhængere føler, at de lod ham dø, og at de ikke gjorde noget for at stoppe det, sagde han og tilføjede, at mordet kan blive den begivenhed, der udløser en voldsbølge, som kan drukne fredsprocessen "i blod".
Han gættede på, at hævnen vil blive rettet "mod arabere".
Allerede inden mordet på Kahane var de israelske sikkerhedsstyrker begyndt at tage truslen om en højreekstremistisk volds- og vredesbølge alvorligt.
Ifølge det amerikanske fredsudspil, som den israelske og palæstinensiske ledelse i øjeblikket overvejer, skal Israel fjerne en del af de jødiske bosættere, der bor ulovligt på den besatte Vestbred og i Gazastriben. Samtidig skal palæstinenserne have suverænitet over en del af det arabiske Østjerusalem, specielt Haram al-Sharif, eller Tempelbjerget, hvor de hellige muslimske steder ligger. Israel skal have suverænitet over Grædemuren, der ligger ved foden af bjerget.
Dette kompromisforslag rammer lige i ansigtet på Kahane-ideologien og dens ønske om at etablere et Israel på størrelse med biblens jødiske rige. Det omfatter Vestbredden.
Israelske sikkerhedskilder har nævnt tre mulige aktioner, som højreekstremisterne måske vil foretage sig. De kan angribe arabere, de kan angribe fredssøgende israelske politikere, eller de kan angribe al-Aqsa-moskeen på Haram al-Sharif.
Noget af det værste, der kan ske, er, hvis der gennemføres en massakre som den, den jødiske ekstremist Barouch Goldstein begik i 1994 i Hebron, hvor han massakrerede 29 bedende muslimer i den centale moske i byen.
Nogle sikkerhedskilder har også udtrykt bekymring for, at en ekstremist måske vil forsøge at myrde Israels premierminister, Ehud Barak, eller udenrigsminister Shlomo ben-Ami.
Men intet vil være værre end et angreb på Haram al-Sharif, Islams tredje helligste sted, advarede Hazi Kalo.
- Det vil være apokalyptisk, sagde han.
Men som det var tilfældet, da premierminister Yitzhak Rabin blev myrdet i 1995, så kommer den største trussel ikke fra en forbudt og overvåget gruppe, som Kahane-gruppen, men fra en enkel bevæbnet og beslutsom ekstremist, tilføjede Kalo.
- Sådan en mand er meget sværere at standse, sagde han.
/ritzau/AFP