Fem dræbt ved cafebrand nær Amsterdam
Mindst fem personer døde og omkring 130 kvæstedes, da en voldsom brand søndag eftermiddag hærgede en populær cafe i byen Volendam 15 km nord for Amsterdam.
Ifølge foreløbige rapporter fra det hollandske nyhedsbureau ANP startede ilden i nogle juledekorationer, hvorfra den hurtigt spredte sig.
Situationen for 30 af de sårede betegnedes mandag som kritisk, i mange tilfælde på grund af lungeskader og brandsår.
De fleste ofre var yngre mennesker, der i panik hoppede ud fra vinduer i den tre etager høje cafe. De lokale myndigheder bad om lægehjælp fra andre byer.
/ritzau/AFP