Israelske indrømmelser undervejs

Israel hævdes at være indstillet på at give sig på to spørgsmål: Flygtninge og Jerusalem.

Jerusalem

To kilder tæt på Israels premierminister, Ehud Barak, sagde fredag til nyhedsbureauet AP, at Barak er villig til at gøre indrømmelser på to af de fire vigtige punkter på den dagsorden, der er sat for Camp David-topmødet, der indledes tirsdag.

Israel er villig til at acceptere, at fordrevne palæstinensere i et vist omfang genforenes med familiemedlemmer i selve israel. Og Israel er villig til at acceptere, at palæstinenserne får en grad af autonomi i dele af Østjerusalem.

Kilderne understreger, at Barak vil kræve palæstinensiske indrømmelser til gengæld - nemlig at flygtningene ikke får en »ret« til at vende tilbage til selve Israel, men at sagerne vurderes af Israel. I perioden mellem 1948 og 1967 blev 60-70.000 flygtede palæstinensere genforenet med deres familier i Israel, og Barak menes at ville foreslå den model for en ny sammenføring, der ifølge forlydender kan omfatte op til 100.000 flygtninge.

Premierministeren har også understreget, at Israel vil bevare den fulde suverænitet over hele Jerusalem. Modydelsen for arabisk autonomi er indlemmelse af jødiske bosættelser i besat område nær Jerusalem i selve Israel. Barak har sagt, at han mener, at Camp David-topmødet har en »en fifty-fifty chance for succes«.

Udover Jerusalem og flygtninge skal topmødet mellem de tre ledere - Barak, lederen af det palæstinensiske selvstyre, Yassir Arafat, og USA's præsient, Bill Clinton, forsøge at løse problemerne med endelig grænsedragning og med de jødiske bosættelser på Vestbredden og i Gaza.

lasse.ellegaard@inet.uni2.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen