Fabius: ØMU skal være motor for EU-integration

Den Økonomisk-Monetære Union (ØMU) kan udvikle sig til en platform for de lande i EU, som ønsker en hurtigere integration, sagde Frankrigs finansminister, Laurent Fabius, mandag til det anerkendte franske dagblad, Le Monde.

- Ud fra mit synspunkt kan gruppen af lande (som går hurtigere frem) blive dannet omkring eurolandene, sagde Fabius i en henvisning til de 11 af EU's 15 medlemslande, som fra den 1. januar 1999 introducerede den fælles mønt, euroen. Fra nytår deltager også Grækenland i ØMUen. Herefter står Danmark, Sverige og Storbritannien uden for den fælles mønt.

Frankrig overtog den 1. juli EU-formandskabet, og den franske finansminister står i spidsen for både det såkaldte euro-11 råd, bestående af ØMU-landenes økonomi- og finansministre samt det bredere Ecofin-råd, som desuden har EU-landene uden for euroen som medlemmer.

- Hvis vi ønsker at fremme vor evne til at håndtere den fælles valuta, er det nødvendigt med en yderligere styrkelse af den økonomiske politik i Europa - alle former for økonomisk politik, budgetpolitik, finanspolitik, og som de siger, strukturpolitikken, sagde Fabius til Le Monde.

Den franske finansminister benyttede dog lejligheden til at understrege, at koordination og mere harmonisering ikke automatisk betyder ens foranstaltninger i hvert enkelt EU-land, særligt på det følsomme skatteområde.

Men Fabius gjorde det samtidig klart, at den nylige strid mellem EU-landene om en fælles skat på opsparing viser svagheden i et system, som er baseret på enstemmighed.

/ritzau/Reuter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen