Tysk journalist taget som gidsel

En tysk journalist fra magasinet Der Spiegel blev søndag taget som gidsel i samme område, hvor 20 personer i forvejen er taget som gidsler af den muslimske ekstremistgruppe Abu Sayyaf på den sydfilippinske ø Jolo.

Journalisten, Andreas Lorenz, skulle mødes med en kontaktperson, som skulle skaffe ham en række interviews, han skulle bruge i forbindelse med en artikel om situationen for de 20 gidsler på Jolo. Tre tyskere er i forvejen blandt de 20 fanger.

Abu Sayyaf-gruppen har nu holdt gidslerne i 71 dage, og der er ikke tegn på, at gidslerne bliver frigivet foreløbig. Gidslerne er otte malayere, tre tyskere, to franskmænd, to sydafrikanere, to finske statsborgere, en libaneser og to filippiner.

Abu Sayyaf gruppen er en af to partisangrupper, der kæmper for en uafhængig muslimsk stat i den sydlige del af Filippinerne.

Gidselkrisen har skabt store problemer for den filippinske præsident, Joseph Estrada, som er under et stærkt stigende pres for at finde en løsning på gidselproblemet. De 20 blev taget den 23. april fra et malaysisk dykkerområde og blev ført til Jolo.

Det er anden gang, at Lorenz er blevet taget som gidsel. I juni måtte han og otte andre journalister betale 25.000 dollar for at slippe ud af fangenskabet, efter at de var blevet taget i et forsøg på at nå frem til gidslerne for at lave et interview med dem.

Samtidig rapporteres det, at 13 kristne, der forsøgte at besøge gidslerne tidligere søndag, også er blevet taget som gidsler af gruppen. De 13 kristne tilhørte en gruppe, der kalder sig "Det internationale ministerium for Jesus Mirakelkorstog", vendte aldrig tilbage fra Abu Sayyafs gruppe, hvor de havde opholdt sig for at bede for gidslernes snarlige frigivelse.

/ritzau/AFP

021337 CET JUL 00

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen