Amerikansk dykkergruppe vil undersøge Estonia

En amerikansk dykkergruppe har bestemt sig for at forsøge at undersøge vraget af "Estonia" i begyndelsen af august i år for at finde svar på gåden om, hvordan færgen forliste.

Initiativtageren, Gregg Bemis Jr., har i et brev indbudt den svenske regering til samarbejde.

- Vi har syv dykkere og tre fire personer til at styre udrustningen, forklarede Gregg Bemis til det svenske nyhedsbureau TT.

Han deltog i et seminar om Estoniakatastrofen, arrangeret af Arbejdsgruppen for Udredning af Estonias forlis (AgnEf) sidst i maj, da Sveriges erhvervsminister, Mona Sahlin, holdt åbningstalen. Bemis mente, at der mangler svar på alt for mange spørgsmål, og det gav ham ideen til at iværksætte en egen undersøgelse.

Gregg Bemis er aktiv i Society of Naval Architects and Marine Engineers (Sname), en international organisation, som beskæftiger sig med undersøgelser af søfartsulykker. Men da Sname ikke arbejder uden at være indbudt til det, har Bemis valgt at sammensætte sin egen gruppe.

- Jeg synes, at det ville være fint, hvis den svenske regering var af den opfattelse, at det ville være godt med yderligere undersøgelser. Jeg så gerne, at regeringen gik ind og støttede os med penge og med informationer, som vi ikke er i besiddelse af, sagde Gregg Bemis.

Det faktum, at der råder gravfred omkring "Estonia", og at der eksisterer en aftale, får ham ikke til at fravige sit projekt. I brevet, som i tirsdags blev faxet til Mona Sahlin, hvis ministerium "Estonia" sorterer under, skriver han, at "der ikke er planer om at søge efter noget eller røre ved menneskelige rester eller ejendele på stedet".

- Der er tale om internationalt farvand, så aftalen om gravmæle gælder ikke mig, sagde han til TT og medgav, at man selvfølgelig kommer til at begive sig tættere på vraget end det, der er foreskrevet i aftalen.

Mona Sahlin er på ferie og har ifølge sin pressesekretær ikke haft lejlighed til at forholde sig til brevet fra den amerikanske dykker.

"Estonia" forliste den 28. september 1994 på en sejlads fra Tallinn til Stockholm. Vraget ligger på omkring 80 meter vand. I alt omkom 852 mennesker ved katastrofen, og 757 af de omkomne menes at befinde sig i eller ved "Estonia".

/ritzau/TT

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen