Israelske ministre forlader regeringen

Rådet for Torah Sages, den åndelige ledelse af det magtfulde ultra-ortodokse Shas parti, har beordret partiets fire ministre til at forlade ministerpræsident Ehud Baraks regering, meddelte en højtstående Shas-talsmand tirsdag den israelske radio.

Hermed har Barak ikke længere flertal.

Shas havde sat tommelskruerne på Barak ved blandt andet at kræve økonomisk støtte til et næsten ruineret ultra-orotdokst religiøst skolesystem og partiets sundhedsminister beskyldte undervisningsministeren for at "opføre sig som en nazist" fordi han har afvist at bevillige tilskud til skolerne.

Angrebet er blevet fordømt af Barak i utvetydige vendinger.

- Vi fordømmer sådanne sammenligninger stærkt og uden forbehold. En sådan dialog har ingen plads i Israel, sagde Barak.

- Der vil enten blive en ny regering eller en regering med en lignende sammensætning som den vi har nu, men med helt andre retningslinjer, sagde Barak tirsdag og tilføjede med henvisning til fredsprocessen, at "intet parlamentarisk kneb vil holde os fra at gøre det som nationen har brug for."

To yderligere partier truer med at forlade regeringssamarbejdet. Det drejer sig om det Nationale Religiøse Parti, hvis mærkesag er jødiske bosættelser i de besatte områder, samt det russiske immigrantparti, Israel B'Aliya. Tilsammen har de to partier ni pladser i parlamentet og to ministerposter.

/ritzau/AFP

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen