Assads arvtager er computernørd

Den 34-årige Bashar al-Assad, som er udset af det regerende Baath-parti til at efterfølge sin far, Hafez al-Assad, som Syriens præsident, vil gerne fremstå som en moderne ung mand, som ønsker at forbinde syrerne med internet og bekæmpe korruption.

Han er høj og har blå øjne og et smalt overskæg. Han er sky og altid elegant. Han ligner således sin far, der ledede landet med et jerngreb efter at have taget magten ved et kup i 1970.

Han taler perfekt engelsk og fransk og har studeret på den fransk-arabiske al-Hurriyet-skole i Damaskus, inden han begyndte på lægestudiet samme sted. Han var på et militærhospital og videreførte bagefter studiet i London.

Der var længe intet, som tydede på, at han, præsidentens næstældste søn, skulle være landets øverste leder.

Men hans livsbane blev ændret, da hans storebror, Basil, omkom ved en trafikulykke. Bashar, som har to yngre brødre, måtte vende tilbage til Damaskus og begynde at interessere sig for politik.

Hæren har en stor rolle

I et land, hvor hæren spiller en betydelig rolle, og hvor en militær karriere ofte åbner døren for en politisk karriere - hans far var både hær- og flyvevåbenchef - besluttede Bashar at lade sig indrullere på militærakademiet i Homs, nord for Damaskus.

Han steg støt i graderne og blev kommandant for en kampvognsbataljon i 1994, derpå oberstløjtnant i 1997 og oberst i januar 1999.

Hans største interesse har dog hele tiden været computere og informationsteknologi. Han er formand for det syriske videnskabelige samfund vedrørende informationsteknologi, og han er ifølge venner fast besluttet på at føre Syrien ind i Internet-tidsalderen. Internet er stadig i sin vorden i det mellemøstlige land.

Hans anden store sag er kampen mod korruption, og han var angivelig hovedmanden bag afskedigelsen af ministerpræsident Mahmud al-Zohbi for to måneder siden.

Siden da har syrisk presse bragt stadig flere artikler om korruption på regeringsniveau og ofte rapporteret om arrestationer. Zohbi, som var anklaget for korruption, begik selvmord i maj.

Bashar var også medvirkende, da general Emile Lahourd blev forfremmet til præsident i Libanon, hvor Syrien har afgørende politisk indflydelse. Han har siden 1995 været på adskillige officielle besøg i udlandet - først og fremmest i den arabiske verden. Han opnåede sin internationale anerkendelse, da han i november i fjor mødtes med den franske præsident, Jacques Chirac, i Elysee-palæet.

Da det stod klart, at Hafez al-Assads død var nært forestående, blev Bashar udset til at indtage en plads i Baath-partiets ledelse. Det skulle være sket på kongressen senere i denne måned - partiets første landsmøde i 15 år.

Hans fars død lørdag ændrede på disse planer. Baath-partiet nominerede ham til ny præsident, og Syriens parlament indføre sent lørdag en forfatningsændring, der gør det muligt at være præsidentkandidat i en alder af kun 34 år (Bashars alder) i stedet for det hidtidige krav om en alder på mindst 40 år.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen