Monopolsag mod Visa og Mastercard

To af USA's største kreditkortselskaber, Visa og Mastercard, skal for retten i USA, tiltalt for misbrug af deres monopolstilling, skriver det finske nyhedsbureau FNB. Sagen begynder mandag.

Den amerikanske regering har taget initiativ til sagen mod selskaberne, som vurderes at have skadet forbrugernes interesser med deres forretningsmetoder.

Visa og Mastercard kontrollerer tilsammen 75 procent af det amerikanske marked for kreditkort, og ifølge anklagen hindrer selskaberne banker i at tilbyde deres kunder andre kreditkort-selskabers tjenester.

De banker, der har indgået aftale med et af de to selskaber, må ikke tilbyde deres kunder andre konkurrerende kort.

Ifølge regeringen har det ført til en situation, hvor kreditselskaberne kan pålægge deres kunder forskellige ekstra afgifter, vel vidende, at kunderne ikke har mulighed for at vælge et andet kreditkort.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen