År 2000 uden computerkaos
Fra de små øer i Stillehavet over Østen og Europa til USAs vestkyst ramte år 2000 med fest og farver - og dommedagsprofetierne om computersamfundets sammenbrud blev gjort til skamme.
Det var meldingen, da amerikanske år 2000-eksperter gjorde status lørdag eftermiddag, da også USA var kommet med ind i det ny århundrede et lille døgn efter New Zealand:
"Store dele af verden er trådt ind i det nye årtusinde uden nogen tegn på computerproblemer som følge af skiftet," sagde John Koskinen, der leder præsident Clintons År 2000 krisegruppe.
Billedet begyndte at tegne sig allerede sent fredag eftermiddag dansk tid, da de højteknologiske samfund New Zealand, Australien og Japan kunne melde om alt vel - og da også de russiske atomkraftværker fra Sibirien og vestover mod Europa begyndte at melde alt vel, åndede mange lettet op. Lørdag kunne amerikanske og russiske officerer fra et fælles kommandocenter i Colorado meddele, at også de to landes atomvåbenarsenaler var kommet godt ind i det ny år.
Festerne var lidt vildere ...
Det blev derfor festerne og ordene, der kom til at præge nytåret kloden rundt. Og de fleste steder var festerne lidt vildere, fyrværkerierne meget større og politikernes taler lidt længere.
Sydney i Australien var med til at åbne ballet med et 25 minutter langt fyrværkeri ved Utzons operahus i havnen. De 20 ton krudt blev transmitteret rundt via alverdens TV-kanaler, som ikke brød sammen. Og derfor kunne både gæsterne på Den Røde Plads i Moskva og op mod to millioner amerikanere på Times Square i New York følge festens gang timer før, de selv blev ramt af år 2000-bølgen.
40.000 raketter over Themsen
Midnatshimmelen over London var ved årsskiftet fuldstændigt oplyst af raketter, mens den britiske hovedstad gik ind i det nye årtusinde.
Da klokken gik i slag for det nye århundrede, blev 40.000 raketter sendt op i et nøje planlagt slag langs en fem kilometer lang strækning af Themsen.
Den såkaldte "ild-flod" med omkring 60 tons fyrværkeri blev timet med 10,8 sekunder, som er den samme tid, som det tager tiden at bevæge sig fra Tower Bridge til Vauxhall Bridge.
I Tyskland fejrede flere end to millioner mennesker overgangen til det ny årtusinde ved en af de største fester i tysk historie, som strakte sig fra centrum af det tidligere Vestberlin til det tidligere kommunistiske Østberlin.
300.000 flasker champagne i Berlin
Øredøvende raketter, lys og hurraråb markerede nytåret i midten af den tyske hovedstad, hvor menneskemængden i anledning af festlighederne fordoblede byens normale indbyggertal.
Brandenburger Tor, der engang delte byen og siden genforeningen er blevet et samlingssymbol, var centrum for festlighederne, der har kostet over 80 millioner kroner. Arrangørerne havde indkøbt mere end 300.000 flasker champagne, to millioner liter øl og en million pølser til fælles fornøjelse.
I Sverige var omkring 700.000 mennesker stimlet sammen i "gamla stan" i Stockholm for at fejre nytåret på fredelig vis sammen et påfaldende stort antal udenlandske turister.
/ritzau/